Heksen fra Volstrup

Året før havde sognepræsten og Johanne haft en konfrontation, da hun sammen med nogle andre folk var i gang med høstarbejdet på hr. Peders marker. Præsten havde skældt Johanne ud, og det fik hende rasende til at tage til genmæle med en trussel om, at der ville ske ham noget ondt.

Nogle måneder senere måtte præsten holde sengen, og han sendte derfor bud til Sæby efter Hans Bartskær. Han havde dog ikke held til at kurere patienten, som nu følte sig sikker på, at det var Johanne, der havde forøvet heksekunster. Men præsten behøvede et bevis og besluttede derfor at lægge en fælde for Johanne. Han bad hende komme og tale med sig og sørgede inden for at skjule et par vidner i naborummet. De kunne bagefter bevidne, at Johanne havde hentet et bækken med vand, som hun ’signede’ (velsignede), og at hun også havde gjort underlige fagter med en kniv.

For hr. Peder var der ingen tvivl om, at man havde at gøre med en farlig heks. Derfor kom sagen for Sæbys byting, der afholdtes under åben himmel på Torvet med byfogeden som formand. I 1621 var Poul Christensen Koch indehaver af embedet, og man kunne før retssagen have sin tvivl om hans habilitet. Syv år tidligere havde byfoged Koch og sognepræstens hustru Ingeborg nemlig haft en batalje over en pige, der tjente hos byfogeden, og som præstekonen mod hans vilje fæstede. Det havde fået byfogeden til både at kalde præstekonen for ’en hore’ og true hende med tæsk.

Under sagen mod Johanne Pedersdatter kom både byfogeden og de forsamlede borgerfolk til at lægge ører til nogle artige historier om den påståede heks. Historier som vi i dag kun har en hovedrysten til overs for, men som på Christian 4.s tid blev taget helt alvorligt.

Borgmester Søren Mikkelsen Riber kunne fortælle, at Johanne var berygtet for ’trolddom, signen og sligt spøgeri’. Det samme hævdede Oluf Nielsen, borger i Sæby. Lidt mere kød på anklagerne var der i Hans Hansens vidneudsagn. Han var rebslager på Sæbygård og kunne berette, at han en søndag så Johanne gå tre gange frem og tilbage over en rullesten, der lå ved det hus i Sæby, hvor borgmesteren og bartskæreren boede. Da han henvendte sig til Johanne og ønskede hende ’Guds fred’, havde hun ikke svaret.

Johanne havde denne enkle forklaring på sin underlige opførsel: Hun var på vej ind til Mester Hans for at høre, om tidspunktet var velegnet til en åreladning.

Et alvorligere vidneudsagn kom fra Dorte Sørensdatter, der året før havde hørt Johanne udstøde trusler mod præsten. Og så var der Thomas Skomager, som på egen krop havde mærket Johannes trolddomskunster. Da han engang havde været i gang med at sy et par sko for hendes far, havde hun givet ham et stykke smørrebrød. Men efter at have spist brødet fik han ondt. Nogle år senere ville hun sælge ham noget smør, men han ville ikke handle med hende efter de dårlige erfaringer, han havde haft med smørrebrødet. Det fik Johanne til vredt at forlade huset, og på vejen ud kunne han høre, at hun knurrede.

En tid efter fik Thomas problemer med den ene hånd. Huden faldt af, og der gik hul på hånden. I et helt år kunne den uheldige skomager ikke bruge den, og det kunne vel kun skyldes Johannes hekserier.

Retten i Sæby dømte hende skyldig, og derefter fortsatte sagen for landstinget i Viborg. Den syge præst fra Volstrup var åbenbart ikke mere syg, end at han kunne klare rejsens strabadser, for han var blandt dem, der mødte op for at overbevise de høje dommere om Johannes skyld.

Johanne fik hjælp af sin bror, Mads Pedersen fra Faurholt i Hørby sogn. Og de to kæmpede bravt for at få de alvorlige anklager afvist af retten. Johanne benægtede, at hun havde givet sig af med noget strafbart, og broderen oplæste en længere skrivelse, der imødegik anklagerne. Men det hjalp ikke. Landsdommerne dømte Johanne Pedersdatter skyldig i hekseri. Hun havde hengivet sig til djævelen og var dermed en fjende af Gud. Det betød døden på bålet.

Sognepræsten kunne tilfreds rejse tilbage til Volstrup. Nu var der en synder mindre i hans sogn.