Held med held på

Stjernen over Korsika

Det skulle senere vise sig, at jeg ikke havde opbrugt mit held - som dog heller ikke havde været med mig, da jeg et halvt års tid tidligere havde sat gang i jagten. Det lykkedes mig ikke at finde Johnny Rep i de hollandske vejvisere, jeg kunne finde frem til, heller ikke selv om den Hollandskyndige kollega hjalp til. En hollandsk gift tidligere kollega forklarede, at det hollandske samfund ikke er så ligefremt som vores. At det er mere hierarkisk, så man må gå de rigtige veje for at opnå, hvad man vil.

Stoppet i Ajax

Den rigtige vej var ikke igennem det hollandske fodboldforbund. Diverse sociale medier førte mig heller ikke videre. En herboende hollænders sociale netværk heller ikke, men måske fodboldagenten Ove Flindt Bjerg kender en vej, tænkte jeg og sendte en sms. Han henviste til Søren Lerby, landsholdsspiller på det berømte 1980’er-hold, som pegede på den vej, jeg også var slået ind på, nemlig at kontakte fodboldklubben Ajax, hvor både han og Johnny Rep har spillet - dog ikke samtidig.

I mellemtiden havde jeg også været ad en dansk freelancejournalist, som sportsredaktøren kender, men han kunne hjælpe lige så lidt som Ajax’ presseafdelinger, hvor en medarbejder ellers gjorde sig den ulejlighed at sende min mail videre angiveligt med en forklarende følgemail. Han kendte Johnny Reps kontaktadresser, men kunne ikke videregive dem.

Ud af kurs

Det, at mit ønske var nået frem til Johnny Rep, som ikke svarede, slog mig lidt ud af kurs. Hvis han ikke ville, så ville han ikke, og det kunne han jo have sine gode grunde til, selv om jeg havde strøet en del sukker ud i min mail.

Jeg overvejede at gå videre til lokale folk med kontakter til den hollandske fodboldverden, men var ikke kommet videre, da jeg en dag var på vej hjem i fly fra Sydeuropa. Efter mellemlandingen i Amsterdam gik jeg ind i KLM-flyet til Aalborg, og undervejs ned til min plads på de billige pladser nuppede jeg, (undskyld KLM!), en avis i hylden over de tomme, dyre pladser forrest i flyet.

Det var en mandagsudgave af Hollands største avis, De Telegraaf, og altså med en fyldig sportssektion. Jeg læste mig igennem i den forstand, at jeg forsøgte at afkode de oplysninger, der var. Da jeg nåede til midtersiden var det nemt. Der var billedet af John Rep. Ganske lille, men det fremgik, at han var en af avisens mange rapporteurs, der giver karakterer til spillerne efter weekendens kampe i Eredivisie, den fornemmeste hollandske fodboldrække - og at han havde bedømt lige netop selveste Ajax’ kamp.

Så var der hul

Det er tillokkende at tro på andet end forsynet, især da jeg efter en lille uges tilløb besluttede mig for at kontakte en journalist på avisen, samme dag i øvrigt som jeg havde fundet frem til nogle af Johnny Reps tidligere danske holdkammerater, jernstopperen Ivan Nielsen, der er blikkenslager på Amager, for eksempel. Der var nemlig hverken kolofon eller kontaktadresser i avisen, men jeg kikkede lidt på billeder, og besluttede mig for at kontakte Siep Oostindie. Et navn, der var nem at finde på Facebook. Var nervøs for, om min besked til ham dér ville forblive uset, så jeg stykkede en mailadresse sammen ud fra, hvordan det synes at være praksis på De Telegraaf.

Mindre end en halv time efter ringede telefonen. Det var Sieb. Han havde snakket med Johnny Rep, som var med på at lade sig interviewe, selv om han er bedre på hollandsk, fransk og spansk, end han er på engelsk. Han var godt nok lige taget til Torremolinos, Spanien, for at holde sommer sammen med sin girlfriend, men hvis det ikke hastede, var Sieb klar på at tolke i forbindelse med interviewet. Hvis det skulle være.

Casa Juan

Det skulle det så ikke det næste halve års tid. Selv om jeg havde fået lov til at tage til Holland, kunne jeg ikke helt få mig til det, og det passede heller ikke lige ind, indtil jeg løb ind i endnu en ferie og i den forbindelse kunne se frem til 8-10 timer i Schiphol-lufthavnen i Amsterdam. Efter et mærkeligt langt tilløb skrev jeg til Sieb weekenden før, jeg skulle af sted og spurgte, hvad han syntes om ideen om at prøve at få et interview i stand.

Mandag formiddag kom der svarmail.

- I have very good news for you, skrev Sieb som havde været i kontakt med John Rep, der igen havde søgt til Spanien, mere præcist Carihuela, hvor hans veninde har en restaurant. Dér vil han da gerne lade sig interviewe, når nu jeg havde min hustru, som taler spansk, med til at tolke.

Jeg var - må jeg erkende - en smule oppe at køre, da jeg i Malaga fik Anne til at ringe. Jeg forstod på det spanske, jeg forstod, og latteren, at det gik meget godt med at få aftalen i stand. Det var Johnny Rep, der havde taget telefonen, men han havde givet den videre til sin veninde, som havde konfirmeret, at det var helt fint med næste dag klokken 14 på Casa Juan i Carihuela - i gåafstand fra stationen i Torremolinos. Vi tog toget i god tid, gik lidt rundt blandt finske pubber, svenske skilte og dér hvor kioskmanden taler engelsk. Drak kaffe og fik tiden til at gå for ikke at komme for tidligt. For sent ville vi heller ikke komme. Gik op af gågaden, så to mand sidde ved det yderste bord på Casa Juan. Jeg tænkte, det er da ... og så rejste den ene sig med et stort smil, et fast håndtryk og et ”Welcome, nice to see you” - altså på engelsk ... and the rest is history.