Stjernen over Korsika

Held med held på

I dag er Johnny Rep 64 år og er ikke helt sikker på, at han ville være slået igennem i nutidens fodbold. Han tror det, for hans talent var stort, men meget har ændret sig i fodboldverdenen, siden jeg så ham spille UEFA-Cup finale for den korsikanske klub SC Bastia en våd aprilaften i 1978.

- Men det er svært at sige, siger han her mange år efter en solskinseftermiddag på Casa Juan lige syd for Torremolinos på den spanske solkyst. John - Johnny var et kaldenavn - har valgt stedet og tidspunktet og er kommet i god tid. Nysgerrig, viser det sig, på et interview, der tager udgangspunkt i Korsika-tiden, og som skal handle om dengang, selv fodboldstjerner kunne have det sjovt og frit, og række frem til i dag, hvor pres fra penge, medier og fans er helt anderledes.

Jeg giver Johnny Rep en historie, jeg har skrevet og fået oversat til hollandsk:

Det var Korsika. Det var 1978. Det var april. Det var ret tilfældigt.

Vi sad på en restaurant og spiste. En helt almindelig restaurant, som man havde råd til, når man var på Interrail. Vi sad ved bordet ved vinduet lige til højre for indgangen og altså med siden op mod baren lidt længere inde i lokalet. En lille gruppe mænd var kommet ind, stillede sig ved baren, hilste og gav hånd til manden bag. Snakkede og lo. På et tidspunkt må latteren være blevet højere, i hvert fald kikkede jeg derop, og så en høj, lyshåret mand stå glad som gruppens midtpunkt.

Han smilede, gestikulerede og snakkede. Det var Johnny Rep, en af tidens helt store fodboldstjerner, der få måneder senere scorede tre mål for Holland ved VM i Argentina. Tre mål, der sammen med de fire VM-mål i 1974 betyder, at han den dag i dag er den mest scorende hollænder i VM-sammenhæng. Det var ved de to VM-turneringer, Johnny Rep deltog i, at Holland revolutionerede fodbolden ved at spille totalfodbold.

I baren på Korsika var den lyshårede Johnny Rep højere end de andre mænd, men det var ikke kun derfor, at han skilte sig ud. Det var heller ikke kun, fordi han fik den ellers så glamourøse skuespiller Robert Redford til at ligne en helt almindelig fyr.

Det var, fordi han var stjernen.

Der var for så vidt ikke noget underligt i, at Johnny Rep var på Korsika den aften. Han spillede trods alt for øens bedste fodboldhold, Bastia. Det havde han gjort siden sommeren før efter fire år i sit hjemlands største klub Ajax og to i spanske Valencia. Efter Johnny Rep var kommet til Bastia, havde den lille upåagtede klub spillet sig frem til finalen i den lille europaturnering, UEFA Cup.

Undervejs til finalen havde korsikanerne skabt stor opmærksomhed omkring sig ved en særdeles frisk gang angrebsfodbold og ved at score en hulens masse mål. I de ti kampe Bastia hidtil havde spillet i turneringen, havde holdet scoret 27 mål og lukket 17 ind.

Nu var der kun finalen mod Johnny Reps landsmænd fra PSV Eindhoven tilbage.

Det var i morgen.

Finalen skulle blive en historie i sig selv, men først en tur til Spanien for at høre Johnny Rep fortælle om, hvordan det var at være stjerne i en tid, hvor man kunne gå på restaurant aftenen før en europacupfinale. Hvor det ikke var nødvendigt med sikkerhedsvagter eller tanke for påtrængende fans, der ville tage billeder og selfies til at lægge på nettet. Dengang en fan blot sad - lidt benovet - og kikkede stjålent og ventede 38 år med at skrive historien.

Og måske har Johnny Rep også bud på forskellen til i dag, hvor han ser kampe i den hollandske æresdivision og giver karakterer til nutidens stjerner for avisen De Telegraaf.

Større i Frankrig

Han smiler og rækker arket over til Mark van den Heuvel, der er en hollandsk journalist, som Johnny Rep har taget med til mødet på Casa Juan. Journalisten er i gang med at skrive en bog om Johnny Rep - ikke en biografi, den blev skrevet for nogle år siden, men forlaget vil godt have en bog udgivet til efteråret, når John Rep fylder 65 år, så den kan være klar til julehandlen. Nok også i Frankrig.

- Johnny var faktisk et endnu større navn i Frankrig, end han var i Holland. Det var dér, han havde sine bedste år, siger Mark van den Heuvel.

Johnny Rep selv er taget tilbage til Korsika til den aprilaften. Det regnede, husker han, så meget, at banen var så dårlig, at kampen, synes han, burde have været udsat. Det ville betyde en bedre fodboldkamp. Reglerne og fodboldlederne havde andre hensyn at tage, så kampen blev spillet.

Og finalen.

Alt blev blåt og hvidt

Vi havde været i Bastia nogle dage, en fredelig by, som pludselig ændrede karakter i dagene op til finalen. Vi kom ned efter en tur i bjergene, og alt syntes pludselig at være blåt og hvidt. Selv telefonerne i telefonbutikkens vindue. Den almindelige venlighed var afløst af småfjendtlig mistro, og man skulle pludselig forklare, at man ikke var hollandsk fan, men bare en almindelig turist. Egentlig var det en smule ubehageligt, men jeg havde jo om lørdagen overrasket mig selv ved at tage til Bastias hjemmekamp, og det havde været en både fredelig og hyggelig affære, så jeg købte en billet til finalen. Den kostede i franc, som pengene hed i Frankrig dengang, hvad der svarede til 150 kroner - omkring 550 i nutidskroner. En blå regnfrakke med tre hvide striber ned af ærmerne, og det blå tøj, som rygsækken ellers rummede, måtte vise min sympati for hjemmeholdet, sammen med det ”Allez les bleus”, jeg istemte, hver gang de andre bag målet gjorde.

Kampen var på sin vis et forvarsel om de sikkerhedsforanstaltninger, der senere er kommet til at omgærde sportsbegivenheder. Rundt om stadion var et opbud af uniformsklædte mænd, som jeg på det tidspunkt i mit liv aldrig havde set før.

Forklaringen fik jeg efter kampen, som fik et besynderligt forløb. Optakten var også speciel. En håndfuld Bastia-spillere varmede op på dén måde, man hele sin fodboldopdragelse var blevet advaret imod. De bare tyrede bolde mod mål, og mens det kun var Bastias målmand, der varmede rigtigt op - det gjorde han til gengæld meget intenst - var det anderledes for hollænderne.

Anført af de fysisk skræmmende brødre van de Kerkhoff, Willy og Rene, linede holdet op til en gang opvarmning med det hele. De gik i gang, lavede øvelser og løb på linje, men mistede hurtigt - og forståeligt - modet. Det var nok ikke så meget, fordi publikum buhede, men fordi der blev sendt kanonslag og raketter efter dem, og snart forsvandt de fra banen.

Publikum havde en fest, som ikke engang en halvkedelig fodboldkamp kunne slutte. Det var tydeligt, at Eindhoven-spillerne kun var opsatte på at holde den korsikanske offensiv nede. Selv prøvede de intet. Det så ud som om, at de ville undgå at tirre publikum yderligere, og satsede på 0-0 for så at spille den samlede sejr hjem to uger efter i Holland. Hvilket de gjorde.

I løbet af kampen var jeg kommet i snak med en ung fyr. Han tilbød, at jeg kunne køre ind til byen med ham og hans far, der var sportsjournalist, når han var færdig med sit arbejde. Mens vi ventede, fortalte han om baggrunden for det store sikkerhedsopbud. Det handlede om, at Bastia-publikummet ved tidligere lejligheder havde fyret ikke bare raketter, men også jagtgeværer, af.

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, havde af sikkerhedsmæssige grunde besluttet at flytte kampen til det franske fastland, men det huede slet ikke korsikanerne, der havde held med at omgøre beslutningen. Man spøgte ikke uden videre med den korsikanske selvstændighedsbevægelse FLNC i de dage. Kampen blev altså spillet på Korsika, men under sikkerhedsforhold, der dengang var et særsyn, men som skulle blive ret almindelige efterhånden som fodbolden fik en anden betydning; økonomisk, politisk, magt- og mediemæssigt samt for tilskuere, fans - og spillere.

Nederlaget gør stadig ondt

Johnny Rep ærgrer sig stadig over finalenederlaget, der blev et faktum 14 dage senere i Eindhoven, da PSV vandt returopgøret 3-0. Ærgrelsen går mest på, at SC Bastia på grund af mange aflyste kampe i begyndelsen af forårssæsonen havde haft et særdeles sammenpresset program med kampe omtrent hver anden dag.

- Vi var trætte, siger han med en gestik, der fortæller, at nederlaget stadig gør ondt, selv om det er mange år siden, og han senere skulle være med til at tabe større finaler. Og selv om han spillede en hovedrolle både, da han som 20-årig vandt verdensmesterskabet for klubhold med Ajax over argentinske Independiente, og året efter i mesterholdenes Europa Cup finale, da Ajax vandt 1-0 over Juventus. Johnny Rep scorede det enlige mål, mens han mod Independiente blev skiftet ind i finalens anden kamp i 61. minut og nåede at score to gange i den samlede 4-1 sejr.

Match winner

Johannes Nicolaus - Johnny - Rep, født 25. november 1951, var hollandsk fodboldspiller og i start-elleveren i VM-finalen i både 1974 og 1978. Han spillede på det store Ajax-hold, der i begyndelsen af 1970’erne vandt Europa-cuppen for mesterhold (forgængeren for Champions League) to gange. Johnny Rep scorede målet i 1-0 finalesejren over Juventus i 1972.

Johnny Rep er lidt uforstående over for, at han skulle have været på restaurant aftenen før Bastia-finalen, men hvis det havde været tidligt på aften, så ...

Han husker godt og med glæde forskellen til, da han spillede i spanske Valencia og skulle to dage i træningslejr forud for en kamp.

- Det var forfærdeligt, siger han, som i Bastia oplevede, at han kunne leve et normalt liv ved siden af fodbolden.

Et normalt liv kan være så meget, men for Johnny Rep var det et liv uden alt for mange regler og kontrol, og på Korsika blev det ret farverigt.

Hallo, jeg er Johnny

Det var hans ankomst til klubben på sin vis også. Han var klubløs efter årene i Valencia, var taget hjem til hollandske AZ og egentlig på vej til tyske Köln, da skiftet til Bastia kom i stand - hurtigt og overraskende. Faktisk havde han hverken talt med træner eller spillere, men kun manageren, og havde i øvrigt kun en mundtlig aftale, da han en time før kampstart mødte frem og nåede omklædningsrummet rundt med håndtryk og ”hello I’m Johnny”.

Det blev starten til en god tid for Johnny Rep.

- Super. Og fantastisk fodbold, siger han med et stort smil og begynder at fortælle anekdoter om sin tid i det nordlige Korsika. Johnny Rep deler gerne sin egen stjernestatus med klubmanden Claude Papi, men blev dog topscorer med 22 mål i løbet af sæsonen.

Stadig topscorer

Johnny Rep spillede 42 landskampe for Holland, fra 1973 til 1981, og scorede 15 mål. Holland tabte begge VM-finalerne mod henholdsvis Tyskland og Argentina, men Johnny Rep scorede syv mål i de to slutrunder og er stadig den hollænder, der har scoret flest slutrunde-mål.

Øen kogte af begejstring over SC Bastias succes den sæson, Johnny Rep var kommet til. Han husker en udekamp mod italienske Torino, som Bastia vandt 2-3 foran 20.000 tilskuere.

- De 15.000 var fra Korsika, smiler Johnny Rep, der med en vis vantro husker tilbage til sit møde med de entusiastiske korsikanere, der ikke kun fyrede jagtgeværer af på tribunerne, men også pistoler, når holdet havde scoret eller vundet en kamp. Stor var hans overraskelse efter hans første kamp, da en fan åbnede sin jakke og bad Johnny Rep skrive en autograf på sit ... pistolhylster.

De dramatiske omgivelser til trods husker Johnny Rep, at det for spillerne var sikkert nok, og de kunne bevæge sig frit.

- Jeg fik godt nok problemer, afbryder han selv.

Prof i 16 år

På klubplan begyndte hans seniorkarriere i 1971 i Ajax, fortsatte i spanske Valencia, franske Bastia og Saint-Étienne, inden han tog hjem til Holland og spillede for PEC Zwolle og Feyenoord, inden karrieren sluttede i SBV Harlem i 1987. I alt spillede han 428 betydende førsteholdskampe og scorede 150 mål.

Fodboldstjernen havde en affære med en lokal pige, som han mødtes med hos en ven. Pludselig buldrede det på døren, fortæller han og laver bankebevægelse med knyttede næver. Det var pigens kæreste, der ville ind og gøre op med rivalen. Heldigvis for Johnny Rep lykkedes det med en nabos hjælp at slippe væk, men ikke fra problemerne. Pigens far - og kæresten - var tilknyttet den korsikanske mafia, Brise de Mer, som ikke så med milde øjne på den høje blonde flottenhejmer - fodboldspiller eller ej.

Johnny Reps held var, at det skete op til juleferien, så han kunne følge efter sin kone, der var taget på ferie i Holland. Imens blev problemerne løst.

- Klubben ordnede det, nikker Johnny Rep, der ellers om sit normale liv på øen fortæller, at han havde nogle venner, der havde en restaurant. Når de lukkede den ned for vinteren, tog de til fastlandet for ”at shoppe”. Da den ene ikke kom med tilbage, kom det frem, at de røvede banker - måske hentede de penge til løsrivelsesbevægelsen, men det er ikke til at vide.

Pokalskabet

Johnny Rep er to gange hollandsk mester og franske mester med Saint-Étienne(1980-81), og blev i 1977-78 kåret til årets udenlandske fodboldspiller i Frankrig. Det var det år, han spillede UEFA-cupfinale for korsikanske Bastia - og NORDJYSKE var med på lægterne.

Det er til gengæld, at Johnny Rep nød sin tid på Korsika. Han nød at spille fodbold, og at der var tid til at få det bedste ud af den smukke ø. Søndagsbarbecue i bjergene og godt kammeratskab. På kampdage mødtes holdet - dengang bestod også de store internationale hold af landsmænd, der var suppleret af nogle ganske få udlændinge - til middag, spiste frokost, sov lidt og ladede op til kamp.

Bagefter gik spillerne samlet ud for at spise, fejrede, når de havde vundet - i hvert fald hvis der var en hel uge til næste kamp. Han nød friheden, der - efter et trænerskifte - også gjaldt på det hollandske landshold, hvor træneren Rinus Michels - totalfodboldens far - efter en kamp sagde, at spillerne kunne holde fri til klokken 10 ... og tilføjede: Vi ses til morgenmaden.

Johnny Rep nød både frihed og fest, men leverede også på banen, og han var efter to år i SC Bastia så meget værd, at den lille klub nærmest blev nødt til at sælge ham videre. Det blev til fastlandsklubben St. Etienne, hvor en vis Michel Platini var i gang med at forme sin karriere.

Johnny Rep fortsatte med at score mål, blev et stort navn, en lokal darling, der også oplevede, at punk-rockbandet Mickey3D lancerede sangen ”Johnny Rep” og fik et hit.

Populariteten er holdt ved. I sommer var Johnny Rep - sammen med Mickey 3D - inviteret tilbage i St. Etienne, fordi klubben havde indgået aftale med samme sportstøjfirma, der var sponsor, da han spillede.

Johnny Rep blev fransk mester og et år kåret som den bedste udenlandske spiller i Frankrig, men tog i 1983 hjem til Holland. Efter et år i PEC Zwolle kom han til storklubben Feyenoord - Ajax’ evige rival - og sluttede så af med fem kampe i Haarlem 36 år gammel.

Han uddannede sig som træner, men formåede ikke at bide sig fast i trænerrollen - og de næste kapitler blev ret triste for den tidligere stjerne. Skilsmisse, pengeproblemer, misbrug. Alt er beskrevet blandt andre af journalisten Jan Derksen, der i 2010 mødte Johnny Rep, da denne var ret desillusioneret og nede. Tidligere havde Derksen mødt og interviewet Johnny Rep mange gange, og han skrev:

- Han er en fin fyr. Altid happy-go-lucky, ingen stjernenykker, altid gavmild med sin tid (... ) Rep elsker livet, og livet elsker Rep. Akkurat som kvinderne.

Casa Juan

Her små seks år efter har Johnny Rep fundet en kvinde, der ikke synes sådan at dupere. Hun er hollænder, ejer en restaurant på Solkysten, hvor Johnny Rep tilbringer en stor del af tilværelsen, når ikke forpligtelser eller lysten til kartofler og grøntsager overstiger lysten til friteret fisk.

Hun og et par venner støder til vores lille selskab på ”Casa Juan”, der ligger lidt længere oppe ad gaden end hendes egen restaurant, og bestiller fiskesnack og hvidvin.

- Her er dyrt, og maden er ikke særlig god, men Johnny kan godt lide at komme her, siger hun og driller lidt, at det vist er på grund af stedets navn - Juan for John.

Johnny Rep smiler og hilser tilbage til forbipasserende, der genkender ham. Han er kommet ud af uvejret, bruger stadig sin tid på at nyde livet og giver en hånd med velgørenhedsarbejde her og der. Det har han faktisk gjort længe, allerede i 1988 var han med til at skaffe penge til bekæmpelse af AIDS, da han sammen med andre verdensnavne som Paul Breitner, George Best, Kevin Keegan og Pat Jennings stillede op på Pele’s verdenshold i Tokyo.

I dag har han blandt andet sit eget cykelløb - han satte sig på cyklen, da benene ikke længere holdt til fodbold - ”Johnny Rep Classic”, og så har han et lille bijob med at se kampe for De Telegraaf og give spillerne karakterer.

Derfor kender han selvfølgelig den tidligere AaB-spiller Lucas Andersen, lige som han husker Jesper Grønkjær, ”a good player. Chelsea købte ham””, og ikke mindst Dan Petersen, der som ung også spillede for Ajax og kom til SC Bastia.

Lucas er god

Johnny Rep og Mark van den Heuvel kan godt lide Lucas Andersen.

- God spiller. Stort talent. Han er god, når han er i form, siger de samstemmende, og journalisten tilføjer, at den unge dansker minder om en ung Rep. Det er noget med holdningen, løbet, den oprejste stil og fremdriften.

Johnny Rep nikker.

Han var - for den tid - noget så usædvanligt som en wing, der scorede mål. Indtil hollænderne introducerede totalfodbold og gjorde op med den fremherskende engelske spillestil var wings spillere, der holdt sig til sidelinjen og havde som primæropgave at gå til baglinjen og lægge bolden indover til en centerforward, der så skulle heade den i mål.

Det er længe siden, at spillet var sådan.

Lucas Andersen har en anden rolle, men minder altså alligevel om Johnny Rep - på nær et enkelt afgørende punkt.

De to hollændere prøver at forklare, hvorfor Ajax har lejet Lucas Andersen ud til den langt mindre klub Willem II med, at man godt kan se, at han kom fra en lille by. At han ikke tager sin plads. Holder sig tilbage. Og enten mangler selvtillid eller er genert.

- Johnny wasn’t shy, siger Mark van den Heuvel.

Johnny Rep tilføjer på hollandsk, at dét først kom senere.

Han holder muligheden åben for, at opholdet i Willem II kan modne Lucas Andersen, at han kan slå igennem. Talentet er jo stort. Kravene også.

Johnny Rep tror, det var sjovere at spille, da han selv var ung. Det handlede om fodbold. Der var ikke nær så meget - agenter, medietræning, fans, sociale medier - spillerne skulle forholde sig til. De blev nok genkendt på gaden, men kunne være i fred. Ikke at alt var godt dengang. Tiden havde sine korrupte fodboldledere, der var sorte penge i omløb og altså også stoffer.

Men det var sjovt, og oplevelserne var mange.

- Der er ikke meget sjov i dag. Du kan ikke gøre noget, alt skal foregå så stille og hemmeligt. Det er en hel anderledes verden, siger Johnny Rep.

Det er den verden, den unge aalborgensiske fodboldspiller Lucas Andersen er i. NORDJYSKE mødte ham i efteråret i Aalborg, da han var hjemme for at spille for det danske ungdomslandshold.

Trods sine 21 år har Lucas Andersen allerede prøvet en del. Han debuterede allerede i 2011 for AaB, som han nåede at spille 41 førsteholdskampe for, inden han blev solgt til den hollandske storklub, som i sommer - og efter 37 kampe - udlejede Lucas Andersen, der debuterede for det danske A-landshold i 2014 og som har repræsenteret Danmark på alle ungdomslandshold.

Han er altså vokset op med de regler og kodeks, der er for, hvordan fodboldspillere forventes at opføre sig.

Der er derfor ingen, der behøver at fortælle Lucas Andersen, at han ikke må gå i byen før en kamp. Faktisk ved han ikke, om der er regler, der forhindrer ham i det.

- Jeg vil hellere blive hjemme og lave noget mad, siger han og åbner for, at andre har det på en anden måde. For ham gælder det om at fokusere, og det gør han bedst ved en stille hjemmeaften.

Lucas Andersen er heller ikke typen, der har det større behov for at få at vide, hvad han må og ikke må i forhold til presse og fans.

Da NORDJYSKE i denne sammenhæng traf Lucas Andersen var han med U21-landsholdet samlet for at spille to kampe på Aalborg Stadion, og holdet var som sædvanligt indkvarteret i Rebild. Lørdag var de dog sendt af sted til stormagasinet Salling for at møde fans. Stort set al interessen samlede sig om Lucas Andersen, der skrev autografer og lod sig fotografere.

En kvinde måtte have hjælp til at få udpeget Lucas Andersen, men fik hurtigt arrangeret, at hun kan tage det billede af stjernen og sønnen, der var målet med deres tur fra Gug.

Men da NORDJYSKE bad om tid til et interview, kikkede han på Kristina Tullin, der er kommunikationsmedarbejder hos DBU, og sagde:

- Det er hende, der bestemmer.

Kristina Tullin skulle se, hvad hun kunne gøre. Det viste sig henover weekenden, at holdet havde et ”forholdsvis tæt pakket” program, så hun kunne kun henvise til to såkaldte mixed zone, hvor spillerne har et kvarter til at møde pressen. Et løfte om at prøve igen vejede øjensynligt ikke tungere end hensynet til spillernes fritid. Lucas Andersen havde i hvert fald intet hørt, da han skulle træne mandag på stadion i Aalborg.

YNGSTE debutant

Lucas Qvistorff Andersen er født 13. september i Aalborg.
Fodboldkarrieren:
2010-12: AaB
2012- Ajax
2015 - udlejet til Willem 22 kampe
Danmarks yngste spiller på et seniorlandshold, da han 18. januar 2012 debuterede på ligalandsholdet 17 år og 127 dage gammel.
Debut for AaB 5. marts 2011 16 år og 173 dage gammel som den hidtil yngste AaB-debutant. Er nu den tredjeyngste superliga-debutant.
Debuterede for A-landsholdet 18. november 2014 og har spillet to kampe.

U21-landsholdet er dog ikke så populært i pressen, at der var andre end NORDJYSKE, der dukkede op til mixed zone, og Lucas Andersen fortalte blandt andet, at spillerne får gode råd og kurser i, hvordan de håndterer medier - ikke mindst de sociale - og omgangen med fans. Det er klart, siger han, at man ikke lægger noget op, der kan give modstanderne en fordel, og det er mindst lige så klart, at man ikke lægger dumme billeder op.

Den omtalte autografskrivning tjener, fortæller Kristina Tullin, både til at bruge de unge spillere til at forfølge DBUs mål om at være ”en del af noget større” og træne spillerne i at møde offentligheden.

Lucas Andersen tager det med et smil og et let skuldertræk. Det er sådan, det er, og jo større sammenhæng jo mere opmærksomhed - og jo mere fylder presseafdelingen. Den 21-årige fodboldspiller har allerede på egen krop oplevet, at der er forskel på A-landsholdet og U21 - og på en storklub som Ajax og AaB og hans nuværende hold Willem II.

Johnny Rep kom heller ikke fra en stor by og måtte høre for sin dialekt, da han kom til Ajax, for eksempel udtalte han navnet på den store stjerne, nyligt afdøde Johan Cruyff, noget anderledes end amsterdammerne. Johnny Rep trak på skulderne. Nød bare at træne selv om det var fire gange om ugen, og han i fritiden også skulle hjælpe sin far i dennes frugt- og grøntfirma.

Snart kom han dog på kontrakt, men måtte døje med, at Ajax-legenden Sjaak Swart spillede samme plads på ham. Unge Rep lod sig ikke kyse og scorede de to mål, efter han i 66. minut afløste Swart i nævnte Independiente-finale. Året efter, da Ajax igen skulle spille Europa-Cupfinale, var der én eneste ændring på holdkortet: Johnny Rep havde afløst Mr. Ajax, Sjaak Swart.

Først gjorde Johnny Rep sig bemærket ved at løbe en modstander op og lave frispark, kort efter ... i det fjerde minut ... var han i den anden ende af banen. Ajax’ eneste udenlandske spiller, tyske Horst Blankenburg, sendte en høj bold i feltet. Johnny Rep sprang den i møde og headede den i en bue mod fjerneste stolpe. Utagelig for verdensstjernemålmanden Dino Zoff.

På Casa Juan kommer det lidt akavede øjeblik. Siden dengang på Korsika har jeg fulgt Bastia, som i sine bedste sæsoner ikke er i nedrykningsfare i den bedste franske liga, men som også har været nede i tredjebedste række - og Johnny Rep har været en slags idol for mig. Ikke jo på den måde, det er i dag, men ... siden man skulle have kodeord til alt muligt, har mit været JohnnyRep. På dén måde.

Faktisk har jeg kun én gang spurgt om en autograf. Det var sidste år, da en anden af datidens helt store stjerner Henning Jensen - nørresundbynitten, der blandt andet spillede for Real Madrid og Ajax - var til afskedsreception for en kollega, og jeg fik ham til at skrive på et billede, jeg havde til at stå på mit skrivebord. Men nu er det nu. Historien må fuldbringes.

For nogle år siden købte jeg en Bastia-trøje - i retroudgaven med krave. Den har jeg taget med sammen med en tusch.

Johnny Rep er begejstret, da jeg hiver trøjen op af min taske. Den er helt specielt flot, synes han, og at skrive på den nænner han ikke. Han foreslår en autograf på indersiden, men synes langt bedre om et forslag om, at trøjen kan komme med på et billede. Fluks er han i gang med at trække den på for at gøre klar til fotografering, mens han joker med, at størrelser på fodboldtrøjer ikke er, hvad de har været. Autografen kan han til nød skrive på en kopi af det billede, der i øvrigt nok bliver omslaget på den kommende bog. Når det nu skal være.