Helenius og Lucas kan blive afgørende

I AaB-lejren tror de rutinerede spillere meget på de to unge talenter.

Nicklas Helenius har haft fodboldstøvler på, siden han var tre år. I dag ville han tage til Arsenal, hvis de ringede.  Foto: Michael Koch.

Nicklas Helenius har haft fodboldstøvler på, siden han var tre år. I dag ville han tage til Arsenal, hvis de ringede. Foto: Michael Koch.

Både Nicklas Helenius og Lucas Andersen var med på ligalandsholdet til Thailand, og de kommer til at gå et stort forår i møde, mener man i AaB-lejren. - Nicklas Helenius' rolle bliver mere tydelig, og han kommer til at score mange mål for os. Han kan nogle ting på egen hånd. Det har han vist til træning og i nogle kampe. Hvis han fortsætter med at arbejde hårdt og er ydmyg, bliver han en af profilerne for os i foråret, vurderer Rasmus Würtz. Jeppe Curth peger på det 17-årige stortalent Lucas Andersen, som en AaB’er der kan få sit gennembrud i foråret. Det kræver dog, at der kommer mange point på kontoen i de første kampe. - Lucas kommer på et tidspunkt, men der skal være plads til, at han kan lave fejl og spille dårlige kampe, og så længe der er så stort pres på, at der skal skrabes point sammen, er det sværere for unge spillere at få lov til at udvikle sig. Man skal gerne præstere med det samme, siger Jeppe Curth.