Helt almindelig stationcar, bare med elmotor
Verden vil have elektriske SUV’er, men måske er mætningspunktet nået. MG er nemlig klar med en helt konventionel stationcar med eldrift mellem forhjulene
Opdateret 16. juni 2022 kl. 11:21
SJÆLDEN: Der var engang, hvor markedet vrimlede med stationcars i Golf-størrelse og deromkring. Så kom flodbølgen af høje SUV’er, og de dominerer stadig, hvis du vil køre fuldt elektrisk, mens en ganske almindelig stationcar er umulig at opdrive, hvis der skal køres fuldt elektrisk.
Det hul har MG spottet, og løsningen hedder MG5, der er noget så sjældent som en familie-stationcar med batteri og kan fås fra 294.999 kr.
Ingen vil falde bagover i begejstring over MG5’s forførende linjer, og den vækker ingen opsigt på en parkeringsplads, for kors hvor er den konform i formgivningen. Kønsløs er det lidet flatterende tillægsord, der popper op på min indre staveplade, mens jeg oplever bilen på en kortere tur rundt omkring Storkøbenhavn.
Skærm driller
Den gør ingen fortræd og er komfortabel i affjedringen, men hov, hvad er det nu for noget: testeksemplaret har lidt rigelig med vindstøj, og jeg sidder og fumler rundt med at betjene skærmen. Jo, den er blevet lidt mere medgørlig, men specielt brugervenlig er MG’s såkaldte brugergrænseflade ikke.
Skal du eksempelvis slå bilens selvkørende system fra, skal der trykkes ind i flere menuer, og herefter skal man ramme små knapper.
I en verden hvor over 200 hk og ofte op til små 400 hk er normen blandt de elektriske biler, lyder 157 hk i MG5 ikke af så meget, men kræfterne flytter bilen fint og med træk på forhjulene er der ingen grund til mere power.
To valg
MG5 kommer med den velkendte drivlinje, som også sidder i MG ZS, hvilket betyder en officiel rækkevidde på op til 400 km fra batteriet, der er på 66 kWh brutto og 61,1 kWh i netto, brugbar kapacitet.
Bilen lader fint derhjemme og ved offentlige ladestandere med de normale 11 kW, mens den er lidt i den langsomme ende til at hurtiglade med et peak på 87 kW.
Den danske importør siger, at der løbende kommer biler til landet, men at leveringen først for alvor tager fart i løbet af efteråret.
Stationcar’en leveres i to versioner, hvor der kun er 10.000 kr. i forskel og mulighederne for ekstraudstyr er begrænset til farve og indtræk. Modellerne hedder Comfort og Luxury.
Begge udgaver har adaptiv fartpilot, vognbaneassistent og nødbremse og navigation. Med den dyreste er der 17 tommer fælge, såkaldt kunstlæder og ægte klimaanlæg, så den bliver med garanti den mest populære, for 16 tommer ser lidt små ud på bilen.
God plads
Ingen vælger MG5 på grund af designet, men er man på udkig efter en klassisk stationcar byder modellen på pænt plads ved bagsædet og et bagagerum på pæne 479 liter. Finish er nydelig, men eldrift på bagklappen er ikke muligt.
Til gengæld må den trække en trailer op til 500 kg, og der er sågar mulighed for strømudtag via 220 volt, så bilen kan bruges til at oplade f. eks værktøj. Det kræver en adapter til omkring 3.000 kr.
Konklusion
Til under 300.000 kr. rammer MG5 et marked, hvor mange kigger efter familiebil. Komforten er god, pladsen fornuftig og kun hvis du ønsker mere af formgivning må MG5 give fortabt. Den første ægte konkurrent kommer først til næste sommer, når den nye Peugeot 308 SW er klar som rendyrket elbil.
- Elmotor/forhjulstræk
- Effekt:156 hk
- Moment: 280 Nm
- Batteri: 66 kWh (brutto)
- Topfart:185 km/t.
- Acc. 0-100 km/t: 8,3 sek.
- Maks trailer: 500 kg
- Akselafstand: 266 cm
- WLTP- rækkevidde: 400 km
- Opladning: 11 kW (AC), 87 kW (DC)
- Pris: 294.999 kr.
- Bilen kan privatleases fra en udbetaling på 10.000 kr. og månedlig ydelse på 3.995 kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.