Brønderslev

Helt hen i skoven

Ungt par i Ådalen føler sig chikaneret af beboere i området

Der er delte meninger om, hvor vejen skal gå. Foto: Peter Broen
Der er delte meninger om, hvor vejen skal gå. Foto: Peter Broen

Opdateret kl. 08:38

BRØNDERSLEV: - De anklager, der er kommet mod os er helt hen i skoven. Det siger Tina og Jesper Mørk Løvgreen, Ådalen 49 i Brønderslev, der i den grad føler sig hængt ud i de klager, der er kommet fra naboer.

I de oplysninger, der er kommet frem, fremgår, at der skulle drives to virksomheder på adressen.

- Det er ingenlunde tilfældet. Det er kun Tina Mørk Løvgreen, der driver en web-shop med børnesko. Jesper Mørk Løvgreen har sin virksomhed på Eventyrvej.

Ligeledes slår de fast, at der ikke kommer mange lastbiler på Vrangdrupvej.

- Vi får besøg af GLS-varebil hver dag ved 11.30-tiden, hvor de henter vore pakker.

- Mens vi har bygget, er der kommet byggematerialer, men det får jo snart en ende, bemærker de.

I dag ledes trafikken ad Vrangdrupvej til Vrangdrupvej 49, men det er planen, at en vej skal etableres øst for ejendommen med udkørsel til Ådalen.

En del af den nuværende Vrangdrupvej lukkes. Kun én af ejendommene - tæt på Hjørringvej - skal fortsat have udkørsel til Hjørringvej.

Tina og Jesper Mørk Løvgreen har opført deres hus efter den vejplan, der er i masterplanen fra 2003 og en senere anvisning af Brønderslev Kommune.

- Hvis vejen skulle have gået vest om vores ejendom, som naboer har lagt op til, skulle vore bygninger have ligget anderledes. Vi har placeret vores bygninger efter at vejføringen går øst for vores ejendom.

I forbindelse med debatten er der fra naboers side fremført, at der er bygget 400 kvadratmeter lager og kontor.

- Der er slet ikke kontor i bygningen, og den er kun på 152 kvadratmeter. Vi ville gerne have bygget 300 kvadratmeter, men vi må ikke bygge mere end de kvadratmeter, der var før vi begyndte at bygge. Vores grund ligger i landzone og ikke i byzone som resten af Ådalen. Oplysningerne om, at der er bygget 400 kvadratmeter er også forkerte.

Tina og Jesper Mørk Løvgreen understreger, at der må være erhverv på adressen. Det må der også i Ådalen.

Tina og Jesper Mørk Løvgreen har tilbudt at etablere en hestefold, så beboere i forbindelse med en gåtur på stierne kan klappe en hest.

- Ingen andre har lagt billet ind på at etablere en hestefold, som er et led i masterplanen for området.

Der er holdt et møde på rådhuset i Brønderslev, hvor Tina og Jesper Mørk Løvgreen deltog sammen med naboer. Her kom der ikke nogen afklaring på striden. Begge parter stod hver på sit.

Tina Mørk Løvgreen lægger ikke skjul på, at familien er trætte af striden.

- Derfor er der foreslået flere løsninger, men uden held.

- Vi har bygget her, for at være os selv, men det er åbenbart ikke muligt.

- Vi forstår ikke, at naboerne ikke ringer på, hvis de vil drøfte noget, fremfor at snakke bag vores ryg. Vi er til at snakke med, og ønsker det bedste forhold til alle. Men med den behandling vi har fået, er naboskabet kommet på prøve.

- Vi er noget forundrede over, at advokat Christina Uggerby kan komme med så forkerte oplysninger, som tilfældet er i denne sag, siger parret.

Gå til relaterede emner

Forsiden