Hen over knudens sand to gange
Maraton distancen på Rubjerg Knude Løbet bliver barskere at gennemføre ved året løb
HUNDELEV: Rubjerg Knude Løbet byder i år på en ekstra udfordring på maraton distancen, hvor løberne søndag 16. august skal kæmpe sig igennem sandet i knuden to gange.
- Ruten er lagt om for at få en bedre tilrettelæggelse, og så må den godt være lidt barskere, oplyser Karsten Bukholt, som er ansvarlig for ruteplanlægningen hos arrangørerne Hundelev Ungdoms- og Idrætsforening og Hundelev Beboerforening.
Til gengæld mener arrangørerne at de kan byde på Danmarks smukkeste løb.
Det er femte gang Rubjerg Knude Løbet afvikles, og som i de forudgående år lyder startskuddet på Fælleden i Hundelev.
Ruten har fået et mere direkte forløb mod Rubjerg Knude. Fra knuden skal løberne gennem Lønstrup til et nyt vendepunkt ved Skallerup Seaside Resort. Herfra går ruten tilbage mod knuden og Fælleden.
Løbsarrangementet omfatter også halvmaraton, som følger den samme rute som maraton på vej ud til knuden og Lønstrup, hvorefter den rute går tilbage til Hundelev. Ifølge Karsten Bukholt er det primært halvmaraton de fleste løbere foretrækker af de lange ruter.
- På de korte ruter laver vi noget nyt i år. Vi er gået i samarbejde med Skallerup Seaside resort, og det betyder at de tilmeldte på 10 km ruten bliver kørt i bus til feriecentret, hvorfra de løber hjem, siger Karsten Bukholt.
Løbsprogrammet omfatter desuden et 5 km langt børneløb, en cykeltur på 21,5 km samt mulighed for at løbe stafet på de to lange løbsdistancer.
De to foreninger i Hundelev har også indledt et samarbejde med VisitDenmark og turistorganisationen i Nordjylland om markedsføring af arrangementet.
- Vi har mange tyskere, som deltager, og vi vil gerne have flere nordmænd og svenskere til at tage herned i den weekend, hvor løbet foregår. Vi har lavet en tilbudspakke med overnatning sammen med feriecentret, oplyser han.
Løbet har mellem 500 og 600 deltagere, og måske kommer der flere i år.
- Vi ligger 30 til 35 over sidste år på samme tidspunkt, så vi er godt med, erklærer Karsten Bukholt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.