Henrik har besøgt verdens 193 lande

28-årige Henrik Jeppesen er netop kommet hjem fra sin seneste rejse. Han er nu den yngste dansker, der har besøgt alle verdens 193 lande

Principeøen i landet Sao Tomé og Principe ud for den afrikanske vestkyst. En af de sidste skjulte perler på jorden, mener Henrik Jeppesen. Foto: Henrik Jeppesen
Principeøen i landet Sao Tomé og Principe ud for den afrikanske vestkyst. En af de sidste skjulte perler på jorden, mener Henrik Jeppesen. Foto: Henrik Jeppesen

Første april kunne Henrik Jeppesen skrive Eritrea i Afrika på sin meget lange liste over lande, han har besøgt. Faktisk var Eritrea det sidste af verdens i alt 193 lande, som han manglede at besøge. Det kan lyde som påstand, der er god til at være sand. Men det er rigtig nok.

Den dengang 27-årige Henrik Jeppesen nåede at komme i mål lige før sin fødselsdag, 4. april. Den nu 28-årige thybo har gennem de seneste ti år besøgt alle verdens lande. Nu, efter han sidste fredag landende i Eritrea, kan han kalde sig den yngste dansker, der har besøgt samtlige af verdens lande.

Bjerge nær Asmara i Eritrea, Østafrika - det sidste land Henrik Jeppesen manglede at besøge af alle verdens 193 lande. Han kom til Eritrea 1. april. Eritrea er det land i verden, der har mindst pressefrihed. Foto: Henrik Jeppesen

Kun én anden dansker har gjort det samme: den noget ældre globetrotter Peter Schønsted, der som 72-årig kunne vinge alle lande af på listen.

- Jeg er så glad. Det her var mit store mål, og jeg har nået det allerede i en alder af 27. Men det er også lidt mærkeligt, at det nu er slut, siger Henrik Jeppesen.

Men selv om første mål er nået, er Henrik Jeppesens rejser langt fra slut. Over de kommende år vil han besøge verdens 132 territorier, heriblandt steder som Antarktis og øde øer i Stillehavet. Gør han det, inden han fylder 37, er han den yngste i verden, der har besøgt samtlige 325 lande og territorier.

Henrik Jeppesen modtog en kage udformet som en rejsedagbog i Ækvatorialguinea, Centralafrika. Privatfoto

Og Henrik Jeppesen er allerede godt på vej. Han har besøgt de første 94 territorier. Han mangler 38, som han tager i et mere roligt tempo.

- Jeg har ikke længere lyst til at rejse hver dag. Det begrænser mulighederne for, hvad jeg ellers kan lave. Der er millioner af muligheder her i livet, så det ville være ærgerligt at bruge for lang tid på det her, siger han.

Foruden de mål kan Henrik Jeppesen fra Hundborg i Thy også skrive en lang række andre usædvanlige ting på sin liste. Han har tomlet sig igennem lande i mere end 1000 forskellige biler, overnattet på flere af verdens dyreste hoteller, og så har han rekorden som den, der har fløjet med flest forskellige flyselskaber. 202 selskaber for at være helt præcis.

Mere end bare rekorder

- Jeg kunne slå mange flere rekorder, hvis det var, jeg ville. Men det er ikke derfor, jeg rejser, siger thyboen.

For ham er de mange rekorder nemlig blot en bonus ved rejserne og ikke målet i sig selv. Han blev for alvor bidt af at rejse, da han opdagede, at nogle af de lande, han ikke havde troet var noget specielt, viste sig at være helt fantastiske. Eksempelvis Rwanda.

Henrik Jeppesen sammen med Libyen statsminister, Khalifa al-Ghawi. Statsministeren gav den unge globetrotter fra Nordjylland mulighed for at trykke ham i hånden, fordi han var stolt over, at Henrik Jeppesen var i Libyen trods de intense problemer, som landet lige nu oplever med blandt andet ISIS. Privatfoto

- Når et land som Rwanda er så fantastisk, uden jeg viste det, så må jeg se hele verden. Man kan ikke nå alle verdens byer på en levetid, men man kan nå alle lande. Det giver en smag på lidt af alle kulturer, siger han.

Men behovet for at opleve hele verden bunder også i noget helt andet. Den er også en flugtvej væk fra udannelsessystemet.

Mens Henrik Jeppesen læste på HHX i Thisted tog han de første rejser mod Egypten og Asien. Ungdomsuddannelsen er den eneste uddannelse han har, og efter en kort tid i Aalborg besluttede han, at han skulle ud at opleve verden i stedet for at gå i skole.

- Der er ikke så mange fag, der siger mig noget. Og så gider jeg ikke lave lektier og stå tidligt op, siger han. Arbejdet på en fabrik, der producerer plastisk, var heller ikke noget, der fangede den unge thybos interesse. I stedet vil han bruge sin tid på det, han synes er spændende. Derfor har han siden 2010 rejst intenst for at besøge de 193 lande. Og det er i sig selv en uddannelse, mener han.

- Jeg har lært så meget andet. Jeg kender hele verden og alle kulturer, valuta, politiske forhold og folks levevilkår. Og så har jeg oplevet en åbenhed overfor forskellighed, som jeg savner i Danmark, siger han.

On a budget

De mange rekorder kom faktisk først ind i billedet, da omverden begyndte at interessere sig for globetrotteren. Henrik Jeppesen opdagede, at rekorderne var en mulighed for at få flyselskaber, hoteller og privatpersoner til at sponsorere store dele af sine rejser. For opsparingen slipper hurtigt op, når der rejses, som han gør.

Ø-gruppen Socotra, der tilhører Yemen. Et af de smukkeste og mest fantastiske rejsemål i verden, mener Henrik Jeppesen. Men på grund af landets mange problemer er der næsten aldrig turister. Foto: Henrik Jeppesen

- Jeg har taget mange chancer, når jeg har tomlet. Men tog jeg en taxa i stedet, havde jeg ikke mulighed for at gennemføre projektet så hurtigt, siger han.

Men med sponsorer i ryggen er det lykkedes Henrik Jeppesen at komme hele verden rundt.

- På en måde er jeg lykkelig over, at min rejse er overstået. Det har været stressende altid at skulle få en aftale om en gratis overnatning for at have tag over hovedet om natten, siger han om en hverdag, hvor han ofte sendte op mod 100 mails for at få aftaler i stand med det ene og det andet selskab. Som ”betaling” for sponsoraterne har Henrik Jeppesen anbefalet og skrevet om selskaberne på sin hjemmeside henriktravel.com.

Men sponsoraterne har også gjort det hårdt at gennemføre projektet.

- Det er svært altid at være bekymret. Jeg følte, jeg var forpligtiget til at gennemføre det, når jeg havde sponsorer, siger han.

En åben fremtid

- Der er nok at spekulere over. Nu er det tid til at tænke på fremtiden, siger Henrik Jeppesen om det, der venter forude.

Efter særligt de seneste seks års intensive rejser rundt i verden, er det blevet en fast rytme at være på farten og besvare utallige mails.

Soneva Fushi Resort, Maldiverne. Et af verdens bedste resorts, mener Henrik Jeppeseen. Her kan man have en strand for sig selv. Foto: Henrik Jeppesen

- Det har været fantastisk at rejse. Men jeg vil også gerne andet, siger han.

De næste tre måneder er han derfor i Sydafrika, hvor han har planer om at bosætte sig, når han har fundet det rette sted.

Tiden skal blandt andet bruges på at skrive en deltaljeret bog over sine rejseoplevelser, og så er han medforfatter på en anden bog, der udkommer om et par uger. Generelt håber han fremover at leve af de oplevelser, han har haft de seneste år. Både som forfatter, foredragsholder og hvad der ellers byder sig af muligheder. Alt imens han i ny og næ tager på ekspedition til en fjern egn for at besøge de territorier, han mangler.

Og så er det tid til, at der skal opbygges et socialt netværk. En undersøgelse der viste, at de lykkeligste mennesker er dem, der har nære relationer, fik Henrik Jeppesen til at ændre holdning til sin fremtid.

- Jeg troede, jeg ville være vagabond i verden resten af livet. Men det er tankevækkende, at de lykkeligste er dem, der slår rod og har nære relationer. Det er det tid til, at jeg skal nu, siger han.

- Nordkorea er et fantastisk smukt land, men med meget få turister. Man kan have dette for sig selv. Det er kåret til verdens kulturarv, siger Henrik Jeppesen.

Forsiden