Henrik Røde og Viggo Mortensen bag koncert i Carnegie Hall

Usædvanligt samarbejde sender ungt symfoniorkester på drømmerejse til USA

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Henrik Røde Jensen, TOPevent, har arrangeret turen til New York og er selv med i den 60-mand store delegation.

FREDERIKSHAVN:Den dansk-amerikanske Hollywoodskuespiller Viggo Mortensen og Henrik Røde Jensen, TOPevent, er med som fødselshjælpere, når Syddansk Universitets Symfoniorkester den 22. april indtager Carnegie Hall i New York.

Viggo Mortensen stiller op som orkesterets ambassadør i USA, og Henrik Røde Jensen har dels organiseret turen for den 60-mand store trup, dels stået for kontakten til de fonde og sponsorer, der tilsammen har lagt over en mio. danske kroner, der finansierer det unge symfoniorkesters rejse til USA.

- Det er virkelig stort. Vi har før spillet i ”Musikverein” i Wien og i ”Konzerthaus” i Berlin, men det bliver virkelig stort at skulle spille i Carnegie Hall som det første danske symfoniorkester nogensinde, siger orkesterets dirigent og grundlægger, Saul Zaks.

Kontakt siden Clintons besøg

Kontakten til Henrik Røde og TOPevent blev etableret i forbindelse med Bill Clintons besøg i Frederikshavn i 2006.

- Siden da har vi holdt kontakt med hinanden. Jeg har for eksempel brugt Saul Zaks og hans musikere i forbindelse med kurser i teambuilding, fortæller Henrik Røde Jensen, der selv er med på rejsen til USA.

På Rødes fødselsdag

Den 22. april er i øvrigt Henrik Rødes 47 års fødselsdag, så hvem ved, måske fødselsdagssangen indgår i symfoniorkesterets repertoire den aften i New York’s berømte koncertsal, hvor programmet i øvrigt står på Carl Nielsen, Mozart og Grieg samt argentinsk tango.

- Udover koncerten i Carnegie Hall skal vi spille på et universitets hospital og besøge en dansk virksomhed med filial i New York, fortæller Henrik Røde Jensen.

Danmarks tidligere ambassadør i Portugal og Norge, Theis Truelsen, er også med som ambassadør for symfoniorkesteret.

Carnegie Hall blev bygget i 1891 og er verdenskendt for en fantastisk akustik.

Syddansk Universitets Symfoniorkester går i fodsporene efter nogle af verdens største musikere som Duke Ellington, The Beatles og Luciano Pavarotti, der alle har spillet i Carnegie Hall.

USA-turen varer fra 18.-24. april.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.