Henslumret forening vågner op til ny dåd
To pensionister bag gruppe, som vil kickstarte Valsgaard Borgerforening ved en generalforsamling mandag 21. maj i forsamlingshuset
Byens en gang så benyttede grønne fællesanlæg forfalder, og mangeårige traditioner i Valsgaard risiker at gå tabt. Lige præcis de udsigter har fået en gruppe borgere til at råbe vagt i gevær. Sammen vil Kim Jæger og HC alias Karsten Laursen, Jens Martens, nytilflyttede Marie Hermann Rasmussen og andre gode mænd og kvinder fra Valsgaard forsøge at puste nyt liv i den henslumrende borgerforening, som formelt stadig eksisterer, men reelt har ligget i dvale et par år. Derfor indkalder gruppen til generalforsamling mandag 21. maj klokken 19.30 i Valsgaard Forsamlingshus. - Anlægget forfalder, græsset gror til, skraldespande står utømte, ukrudtet breder sig og borde og bænke forfalder. Det kan ikke passe, at vi bare lader stå til, siger således Kim Jæger.