Her er den nye Polestar 3
Polestar har enorme forventninger til sin første SUV, kaldet Polestar 3. Den bliver lang, lav og bred og først og fremmest en sportslig SUV med lang rækkevidde og kraftige elmotorer
Opdateret 04. november 2022 kl. 16:48
SPORTY: Det her er et helt andet dyr på savannen.
Sådan omtaler Polestars øverste chef, Thomas Ingenlath, selv mærkets første SUV, der bliver en
sportslig en af slagsen.
Han understreger, at man er gået målrettet efter at lave en sportslig SUV af en elbil med lang rækkevidde, hurtig opladning og masser af motorkraft.
Mærket træder ind i et af de hurtigst voksende og mest rentable segmenter i bilindustrien, de store SUV’er. Disse er også ved at gå over til at blive rene elbiler.
Vi har allerede set Polestar 3 afsløret ad flere forskellige omgange. Først var den dækket af et hvidt klæde, så man kun kunne ane bilens dimensioner, dernæst viste Polestar bilen i dens sportslige profil, og senest var det så den ligeledes dynamiske bagende, som det svensk/kinesiske bilmærke kunne præsentere.
Men nu har Polestar vist sin helt nye model i sin helhed og endda med verdenspremiere i København på Lokomotivværkstedet ved Fisketorvet.
Bilen har været massivt omtalt, og umiddelbart ser den ikke ud til at skuffe forventningerne. Tværtimod bekræfter det helt nye design, at folkene bag Polestar skam mener det ganske alvorligt, når de siger, at de vil bringe sport ind i SUV’en.
Flere konkurrenter
Planen er, at modellen skal give frisk konkurrence i det hurtigt voksende elektriske premium-SUV-segment, hvor et par af konkurrenterne er BMW iX og den kommende Mercedes EQE SUV.
Prisen er 800.000 kr., den kan bestilles fra i dag, og de første biler bliver leveret i Danmark om et års tid.
Polestar er på rekordtid blevet en succes herhjemme, og selv om bilen er markant dyrere end dagens Polestar 2, slår den danske afdeling optimistiske toner an.
- Jeg vil ikke afsløre, hvor mange biler vi har bestilt hos fabrikken, men det er et trecifret antal, siger Henrik Bang, direktør hos Polestar Danmark.
- Bilen lander jo i en prisklasse over, hvor de fleste SUV’er bliver solgt, men jeg tror, der vil være en betydelig efterspørgsel efter Polestar 3, siger han.
Polestar 3 forbliver tro mod de første billeder af formummede prototyper, som mærket tidligere har vist. Den er lang, lav og bred af en SUV at være.
De første eksemplarer lander til sommer, hvor kunderne kan opleve bilen hos forhandlerne, men det vil kun være til demobrug.
Senere i forløbet kommer der flere billigere varianter, bl.a. kun med en enkelt elmotor, og så vil prisen falde, ligesom det har været tilfældet med Polestar 2.
Avanceret teknik
Det indvendige operationelle system er Android Automotive OS, der er udviklet i samarbejde med Google, som bliver styret fra en 14,5 tommer skærm i midten. Det er en udvikling af den teknologi, der først blev lanceret i Polestar 2 – den første bil i verden, der havde Google indbygget.
Den nye SUV vil fra næste forår også tilbyde en autopilotfunktion til motorvejskørsel ved hjælp af avancerede Lidar-sensorer fra Luminar, oplyser firmaet.
Interiøret er typisk Polestar, altså med en lille skærm foran føreren og en stor og horisontal af slagsen i midten, der har styresystem fra Google.
Bilen lanceres med to elmotorer, altså firehjulstræk. Systemydelsen er 360 kW, der svarer til 489 hk, og drejningsmomentet er på betragtelige 840 Nm. Kræfterne kan øges, hvis man vælger en Performance-pakke, så bilen i stedet har 517 hk og et endnu højere moment. Det vil også være muligt at afkoble den bagerste elektriske motor, så bilen kun kører på den forreste motor for at spare energi under særlige omstændigheder.
Kræfterne rækker til en acceleration fra 0-100 km/t. på hhv. 5,0 sek. og 4,7 sek. i Performance-udgaven.
Hurtig til at lade
Nede i bunden har Polestar installeret et meget stort batteri med en nettokapacitet på 107 kW, hvilket giver en rækkevidde på omkring 610 km. Der har været rygter om, at Polestar 3 skulle få 800 volt strømforsyning, men bilen må nøjes med en mere ordinær på 400 volt som langt hovedparten af bilerne på markedet. Alligevel kan modellen lynlade med op til 250 kW, og paradedisciplinen fra 10-80 pct. kan ifølge pressematerialet overstås på 30 min. under ideelle forhold.
Vælger man Performance-pakken til 80.000 kr., falder rækkevidden med 50 km. Her får man også andre fælge, optimerede køreegenskaber og guld-signaturdetaljer.
Masser af udstyr
Der er luftundervogn på alle modeller, så det er muligt at veksle mellem sport eller komfort. Et stort glaspanoramatag er også med i prisen, og er man blandt de kunder, der får bilen leveret det første år, følger der udstyr som et 3D-surroundsound-lydsystem med 25 højttalere fra Bowers & Wilkins, soft-close bildøre, head-up display og Pilot Assist, som er en avanceret adaptiv fartpilot, med i prisen.
Selv om sportsligheden er i fokus, så har Polestar 3 også praktiske egenskaber. Ud over angiveligt god plads i kabinen og et frunk til ladekabler ude foran må den trække 2200 kg efter sig. Til gengæld sætter bagagerummet ingen rekorder med knap 500 liters volumen.
Polestar 3 går i produktion på Volvos fabrik i Chengdu i Kina i midten af 2023. Det er disse kinesisk producerede modeller, der kommer til Europa.
Firmaet, der blev stiftet af Volvo Cars og kinesiske Geely Holding så sent som i 2017, bekræfter, at man fra midten af 2024 vil have ekstra produktion fra Volvo-fabrikken i Ridgeville i South Carolina i USA, hvor leveringen til Nordamerika efter planen skifter fra Kina til USA.
- ris: 800.000 kr.
- Batteri: 111 kWh, brutto, 107 kW, netto
- Rækkevidde: ca. 610 km
- Opladning: 11 kW (AC), 250 kW (DC)
- Ladetid: 10-80 pct.: 30 min. (DC)
- Motor: to elmotorer
- Samlet ydelse: 489 hk, Performance-pakke giver 517 hk
- 0-100 km/t.: 5,0 sek. 4,7 sek. (Performance-pakke)
- Topfart: 210 km/t.
- Trækvægt: 2.200 kg
- Mål, L/B:H: 4,90/2,12/1,61 meter
På trods af at den nye Polestar 3 har omtrent samme dimensioner som den store BMW iX, altså næsten fem meter i længden, ser den væsentligt mere kompakt ud. Blandt de øvrige konkurrenter er Audi e-tron, der står over for et stort facelift, den nye Mercedes EQE SUV, som vises i november, og så en nyhed fra Volvo. Polestar 3 er nemlig udviklet sideløbende med den nye Volvo EX90, der præsenteres i næste måned. Her får Volvos variant op til syv sæder mod fem af slagsen i Polestar.
Når Audi Q6 e-tron og Porsche Macan Electric er klar i 2023-2024, vil de også være blandt konkurrenterne. Det gælder også Tesla X, som dog for tiden kun fås i en voldsom topmodel til 1,4 mio. kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.