Her er julen lig med vild travlhed
4000 pakker sendes dagligt ud fra pakkecenters tre afdelinger i Nordjylland
NORDJYLLAND: De 71 medarbejdere hos InventNord og Pakkecenter Nord med to afdelinger og hovedsæde i Brønderslev og en afdeling i Nørresundby ligger vandret i disse dage. Julegaverne skal ud, og det sørger medarbejderne for.
- Vi har fået en idé, som nu viser sig at være rigtig, rigtig god, siger 45-årige Brian Lentz, direktør, administrator og den ene af de to iværksættere, som i december 2012 søsatte virksomheden Pakkecenter Nord i Brønderslev.
Den anden initiativtager er 39-årige Claus Bagger, direktør og maskiningeniør. Han styrer slagets gang på den tekniske side i lagerbygningerne.
Det begyndte med én bygning, men nu er der tre, og Brian Lentz regner med at åbne endnu to steder i 2017.
Der rådes over 3000 kvadratmeter i Nørresundby og henholdsvis 1800 og 600 kvadratmeter i Brønderslev.
Hjælper webshops
Pakkecentret håndterer lager og distribution for andre virksomheder og kalder sig selv for specialist i at hjælpe webshops. Det er parfume, garn og meget andet, der tages ned fra reolerne og sendes ud til kunderne på vegne af web-shops.
Det kommer Pakkecenter Nord til gode, at mange web-shops buldrer frem. På det seneste er det blandt andet et firma med parfumepakker, der har haft stor succes, og de mange flasker og dåser, der fylder mange hylder på Pakkecenter Nord, spreder også en herlig duft mellem reolerne, inden duften forsvinder sammen med varen i pakker, der sendes ud til webshop-kunderne.
Sexlegetøj og routere
Af andre ting, der venter på at blive pakket, er alt fra børnelegetøj til frækt sexlegetøj. En stor kunde er også Bredbånd Nord, hvor routere sendes ud fra Pakkecenter Nord, og de kunder, der ikke kan vente på, at postbuddet ringer på, kan også hente på Pakkecenter Nord.
Black Friday var den helt store dag for pakkecentret, hvor mange kunder tjente mange penge ved at være hurtig på tasterne med at bestille på nettet.
- På én god dag sender vi omkring 4000 pakker ud, fortæller Brian Lentz. På de tre uger efter Black Friday er det blevet til 60.000 forsendelser. Og nu er der så travlthed med de sidste julegaver.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.