Her er kommunens nye stolthed

Store forventninger til stort industriområde syd for Sæby

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

VOLSTRUP:Frederikshavn Kommunes nye stolthed er delt op i to områder syd for Sæby. Område 1 ligger fra Volstrup Skole og ud mod motorvejen, og område 2 strækker sig "bag" om Trafikcenter Sæby Syd - også ud mod motorvejen.

- I flere år har vi ønsket at lave området om til industriområde. Derfor er det stort for os, at det endelig er lykkes, og dermed kan vi tiltrække nye arbejdspladser, siger John Christensen (V), der er formand for plan- og miljøudvalget.

I flere år har staten sagt nej til, at kommunen udlagde de to områder til industri.

Grunden til modstanden er, at der ligger store drikkevandsreservoirer i området, og først fornylig gav Miljøcentret i Aarhus en tilladelse.

- Jeg er faktisk lidt overrasket over, at miljøcentret gav grønt lys til begge områder. Men nu kan vi komme i gang med at lave et forslag til en lokalplan, som senere kommer ud i offentlig høring, fortæller John Christensen, der ikke har overblik over, hvor mange kvadratmeter, der er tale om.

Når lokalplanen er på plads, går Frederikshavn Kommune i gang med at markedsføre det nye industriområde.

- Jeg forventer, at det bliver eftertragtet for virksomhederne at flytte herud. Det er tæt på motorvejen, og i sær den tunge industri kan nye godt af den fine placering. Samtidig ligger der et trafikcenter lige ved siden af, hvilket kun er et ekstra plus, siger John Christensen, der også ser området som base for underleverandører til for eksempel Frederikshavn Havn.

At de to områder nu bliver udlagt som industri får også betydning for den gamle Volstrup Skole.

Som tidligere beskrevet i NORDJYSKE Stiftstidende har skolen været en torn i øjet på mange politikere, fordi de tomme bygninger er dyre i drift.

For at sikre at skolen ikke rådnede op, har det været nødvendigt at varme bygningerne op, ligesom en pedel har tilset skolen dagligt.

- Jeg har lidt svært ved at forestille mig, hvad skolen kan bruges til. Så derfor kan løsningen blive, at den rives ned, siger John Christensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.