Biler

Her er verdens vildeste SUV

Ferrari viser nu Purosangue, som er det ædle mærkes første SUV i fuldt flor. Den er med sin 6,5 liter V12-motor på 725 hk den mest kraftfulde SUV i verden

Formerne på den nye Purosangue SUV fra Ferrari er både elegante, kraftfulde og matcher meget godt V12-motoren på 725 hk.
Formerne på den nye Purosangue SUV fra Ferrari er både elegante, kraftfulde og matcher meget godt V12-motoren på 725 hk. Foto: Ferrari

Opdateret 16. september 2022 kl. 13:22

VILDBASSE: Hvis du er blandt dem, der har været skeptiske over for, om Ferrari kan sadle om til en SUV-model uden at miste mærkets magi, skal du måske revidere din opfattelse.

Den flyvefærdige version af den længe bebudede Purosangue SUV ser i hvert fald ud til at være smækfyldt med Ferrari DNA.

Selv om design kan diskuteres, og proportionerne er specielle, er indpakningen elegant.

Den imposante 2+2-model er med en 6,5 liters V12-motor på 725 hk uden elektrisk hjælp også nærmest en knytnæve i fløjlshandske og ganske politisk ukorrekt i den tid med fast fokus på elbiler.

Vi skal også kun seks år tilbage, før den tidligere og karismatiske Fiat-boss, Sergio Marchionne udtalte, at ”Han hellere ville lade sig skyde” end få en Ferrari-SUV på gaden.

Men siden er mærket kommet på egne fødder uden for Fiat-koncernen og er blevet mere markedsorienteret, lige som ingeniørerne opdagede, at Ferraris undervogne med ny teknologi kan fintunes til høje biler.

I hjemlandet er Purosangue prissat cirka 10 pct. under supersportsvognen SF90 Stradale, der herhjemme koster omkring otte mio. kr. med fuld afgift, så kan du selv regne dig frem. De fleste Ferrari købes dog på andre vilkår.

Da de andre drenge i klassen hedder Lamborghini Urus, som dog ”kun” har V8-motor, mens den bastante og større Rolls-Royce Cullinan er den eneste, som ellers byder på en V12’er, er der også et frirum for Ferrari til store armbevægelser.

Det gælder også selve konstruktionen, hvor de bagud hængslede og elektriske bagdøre giver adgang til to enkeltsæder på bagerste række. Det er en konstruktion, som også er med til at sikre en mere optimal vægtfordeling, bedre aerodynamik og ikke mindste mulighed for at gøre bilen kortere, end den ellers ville være.

Mange muligheder

V-12 motoren, som fordeler kræfter til firehjulstrækket med en let overvægt til baghjulene er trukket langt tilbage for at give den bedste vægtfordeling. Med den ottetrins sportsgearkasse med dobbeltkobling og korte skift kan man dog med en power converter flytte mere trækkraft til forhjulene, så den store bil på næsten fem meter og en højde på omkring 1,6 meter bliver en mere rendyrket firehjulstrækker.

Selv om den har en større frihøjde frem for de normalt meget lave Ferrari-modeller, er det dog stadig mest en bil til asfalten, som kan begå sig i ”let terræn.”

Her har teknikerne modificeret mærkets ”Slide Slip Control” så modellen bedre kan klare sig i lettere fedtet føre.

Det er dog som udgangspunkt en regulær SUV med fire pladser, hvor man altså her sidder lavt, og kan råde over et rimeligt pænt bagagerum på 473 liter. Det er dog ikke muligt at få anhængertræk, til gengæld findes der forskellige bagagebokse.

Purosangue byder på teknikaliteter som en avanceret undervogn med firehjulsstyring og den nyeste generation af Ferraris 48 volts ”Active Suspension ”- teknologi, som skal forebygge karosseri krængninger i sving, og SUV’en har endda en tagkonstruktion i let kulfiber, som skal være med til at sænke tyngdepunktet og vægten.

Her er aluminium også med i konstruktionen, der dog når på anden side af to tons. Vejkontakten klares med store hjul på 22 tommer foran og 23 tommer agterude.

Ferrari Purosangue
  • Pris: Ca. 7,5 mio. kr. med dansk afgift
  • Motor: 6,5 liter V12-motor
  • Forbrug: Endnu ikke homologiseret
  • Ydelse: 725 hk
  • Topfart: 312 km/t
  • 0-100 km/t.: 3,3 sek.
  • Længde/bredde/højde:
    4,97/2,03/158/cm

Modellen behøver heller ikke skamme sig over præstationerne, som hedder 0-100 km/t på 3,3 sek. og en topfart på 312 km/t. Den største udfordring er at omsætte det naturstridige i at bygge en sportsvogn på en SUV-platform. Men det har andre kunnet gøre med pæn succes, og selve opbygningen af bilen ser lovende ud.

Nyskabelser

Førerpladsen er skabt med inspiration fra supersportsvognen, SF90 Stradale, der har en plug-in-drivlinje.

 Det betyder, at der her er meget organiske former. Her er selvfølgelig en digital instrumentering, hvor en kæmpe omdrejningstæller fylder en fjerdedel af displayet.

Lige som sæderne kan indstilles med en halv snes luftpuder, mens en sensor overvåger luftkvaliteten i kabinen. Men der er lige som i flere andre Ferrari-modeller også en mindre skærm til forsædepassageren. Selv infotainment-delen indeholder overraskende nok ikke navigationsanlæg.

Her lægger Ferrari op til andre onlinesystemer som f. eks Apple Carplay/Android Auto. Som noget nyt kan der nu tilkøbes ekstraudstyr som et glastag, hvor lysindfaldet kan tones med elektromagnetiske farvelægning, som vi kender fra Mercedes. Mærket har ikke meldt ud en elektrisk version af Purosangue. Men det står fast, at de første helt elektriske Ferrari-modeller forventes i 2025.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden