Her går man både i små og store sko

I det første år som ejer af Nyholmstrand Sko har Heidi Jensen satset på kunder med gigt, diabetes og andre vanskelige fødder

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN:I løbet af det år, der er gået siden 40-årige Heidi Jensen overtog Nyholmstrand Sko efter sine forældre, har hun udvidet sortimentet og har for eksempel et særligt fokus på vanskelige fødder.

Vanskelige fødder betyder ikke vanskelige kunder.

- Men mange med gigt, diabetes eller nedsunken forfod eller med særligt små eller store fødder kan ikke lige smutte i et hvilket som helst par sko. Jeg har været på kurser for at lære om de specielle behov, som nogle kunder kan have, fortæller Heidi Jensen.

Det betyder, at der er kommet nye skomærker på hylderne hos Nyholmstrand Sko. I nogle tilfælde har Heidi Jensen eneforhandling i Frederikshavn af nogle mærker.

Nye skomærker

Blandt skomærkerne er New Feet, Arcopedico, Semler, Haflinger, Ara, Jomes, Remonte Dorndorf eller Caprice. For eksempel sys nogle sko med strækskind, der aldrig vil komme til at klemme en knyst eller en hammertå.

Man kan til gengæld ikke finde Ecco-sko hos Heidi Jensen.

- Firmaet kræver, at jeg bestiller flere hundrede par til levering. Det vil jeg ikke. Jeg handler kun hos de firmaer, hvor jeg kan bestille netop det antal sko, som jeg vurderer at kunne sælge.

Selvstændig

- Det kan jeg, fordi jeg er selvstændig og ikke er medlem af en kæde, forklarer Heidi Jensen.

Der findes een kundegruppe, som hun næsten aldrig ser i butikken. Det er teenagerne.

- Men ellers har jeg sko til hele familien. Her er alt fra de mindste babysko til fodtøj til far i størrelse 48, understreger Heidi Jensen, der fortæller, at kunderne kommer fra store dele af Nordjylland. I Nyholmstrand Sko kan man også købe snørebånd, forskellige indlæg, strømper med blød ribkant, tasker og lidt tøj er der også kommet på stativerne.

Over forventning

Både hun og hendes revisor har været spændte på udviklingen i det første år efter overtagelsen.

- Men vi er blevet positivt overraskede. Det er gået bedre end forventet, smiler Heidi Jensen.

Hvis omsætningen er god, vil jeg helst lade pengene blive i butikken og arbejde. Der behøver ikke være en stor løn til mig selv.

Heidi Jensen vurderer selv, at hun er indehaver af Frederikshavns ældste ”nulevende” forretning. Mon der blandt læserne er nogen, der kan komme i tanker om en ældre forretning, altså samme forretning på samme adresse? Nyholmstrand Sko er 62 år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.