Rejsende i det ganske land for, at oplyse og for at ændre.

Mindestuen i Farsø er ikke Thit Jensens hjem, men en masse af hendes ting. Og samlingen er sat op i den samme bygning som Farsøs Turist- og Erhvervs bureau. Det føles befriende, kontrastfyldt og funktionelt.

Man møder en kærlighed til disse relikvier og deres iboende historie. En elementær form for samling. Set i en tid hvor samlinger ellers pakkes ned og renses ud af udstillingsstederne. Ud med rod, mange ting og den diversitet, man møder i menneskers liv. Vi opdrages og ensrettes.

I Farsø møder man ikke den slags fine fornemmelser. Her er samling, samlingen, samling. Og den besøgende kan selv se, og danne sin egen oplevelse og finde sin mening deri.

Man mødes af en video, hvor man kan høre Thits stemme.

Og man ser skrivemaskinen, smykkerne, cigarens askebæger, og bøger og broderi på puder og på møbel.

Kvindelighedens attributter ses: en kjole med kniplinger, og den der lille tætte kvinde på film. Rapkæftet og stolt når hun kolliderer med den tids stenkastende mørkemænd og religiøse fundamentalister. Og den obstruktion hun møder - også på brødet. I rigsdagen er der forslag fremme om at fjerne hendes livsvarige statsydelse, fordi man er uenig i hendes synspunkter.

Men alt dette er glemt. I dag har alle kvinder stemmeret, frivilligt moderskab er en ret, og der ses kvindelige præster. I dag får kvinder tit den samme løn som mænd og gifte kvinder skriver selv under på deres egen selvangivelse.

Meget er sket siden Thit Jensens tid.

Men hun er en af forudsætningerne for, hvordan alting er i dag.