Tyverier

Her skal du passe på tyve i påskeferien

Påskeferie er for mange danskere lig med storbyferie, og det er ikke gået lommetyvenes opmærksomhed forbi. Særligt ét sted skal du være på vagt.

HELE LANDET: En smuttur til en europæisk storby står øverst på ønskesedlen for mange danskere, når påsken skal planlægges. Men det, der skulle have været en romantisk kærestetur til Paris, en shoppingtur i London eller en forlænget weekend i Barcelona, kan hurtigt gå i hårdknude, hvis taskens indhold pludselig er væk.

Barcelona er den europæiske storby, hvor flest danskere oplever at blive bestjålet. Byen topper Falck TravelCares liste med 24 procent af assistancekorpsets tyverisager, selv om mange flere danskere tager på ferie i storbyer som London, Berlin og Paris.

Det skyldes ifølge sikkerhedsrådgiver i Falck Travelcare, Rezwan Ali, måden mange rejser på i Barcelona.

- Det er et sted som rigtig mange mennesker besøger i store grupper. Og så er der mange steder med stort menneskemylder, mens der også er tryk på de offentlige transportmidler, hvor folk står tæt. Det giver rigtig gode muligheder for tricktyverier.

I London og Paris har man indført taskforces, der kun er møntet på at tage sig af tricktyverier. Det har man ikke i den populære spanske storby.

- Jeg ved af erfaring, at politiet har fokus på det, men de har ikke de samme ressourcer. Når man er der, mærker man, at der er uniformeret politi de centrale steder, men i myldretiden er de ikke til stede der, hvor der er mange mennesker, siger Rezwan Ali.

Gode Falck-Falck råd til at undgå tyven:

- Vær opmærksom. En selvsikker udstråling skræmmer ofte tyve væk.

- Gå efter et fast mål. Undlad at stoppe op i de mindre pæne områder i storbyer.

- Bær ikke dine værdigenstande uden på tøjet.

- Fordel dine penge. Brug for eksempel et mavebælte til store beløb og en pung til de mindre beløb.

- Har du en skuldertaske, så bær den med remmen på tværs, så den ikke let kan hives af.

- Vær opmærksom på personer, som passer dig op på gaden for at sælge dig noget.

Det skal du gøre, hvis uheldet er ude:

- Hæve- og kreditkort: Kontakt din bank og få dine kort spærret.

- Pas: Kontakt den danske ambassade eller konsulat. Har du udgifter på ambassaden eller konsulatet, skal du huske at få en kvittering, som du skal bruge, når du anmelder skaden til dit forsikringsselskab.

- Anmeld evt. tyveri til det lokale politi. Husk at få dokumentation på din anmeldelse, f.eks. en kopi af rapporten eller nummeret på den. Du skal bruge dokumentationen, når du anmelder skaden til dit forsikringsselskab.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden