Her skal man redde sig ned
Martec skal uddanne ansatte i vindmølleindustrien i højderedning

Den nye bygning ved Søfartsskolen i Frederikshavn, Martec Nord, skal bruges til at redde sig ned fra højder. Det skal foregå indendørs som et af de få steder i landet. ?Foto: Bente Poder
FREDERIKSHAVN:10 meter på alle sider. Sådan bliver den nye bygning, der er ved at blive opført ved Martec Nord på Kragholmen, Søfartsskolen på Kragholmen.
Den skal bruges til at uddanne ansatte i vindmølleindustrien. Der højt oppe skal kursisterne forestille at være på arbejde i et vindmøllehus, da der udbryder brand og de skal redde sig ned.
Det fortæller afdelingsleder på Martec Nord, Kenneth Ørum Kirkegaard. Her har man så stor succes med efteruddannelseskurser, at der er lavet en egentlig kursusafdeling, som siden august har været adskilt fra de unges uddannelse på søfartsskolen. Kursusafdelingen skal fra april som noget nyt tilbyde såkaldte GWO basic safety training kurser, (Global Wind Organisation).
- GWO-kurser varer syv dage, er obligatoriske for alle i vindmøllebranchen, og i første omgang planlægger vi 12 kurser med 12 deltager, siger Kenneth Ørum Kirkegaard.
Kurset omfatter fire andre elementer, som Martec også skal undervise i. Det er søsikkerhed, brandbekæmpelse, førstehjælp, håndtering af tunge byrder på trang plads og altså højderedning.
Den nye bygning gør det muligt at lave højderedning indendørs, og det kan man ikke på mange andre kursussteder. Der foregår højderedningen udendørs.
Den høje bygning skal stå klar i februar. Der er rejsegilde tirsdag.
- Vi forventer så at have tilladelserne til at anvende bygningen til kurser klar i marts, og går så i gang med det første hold kursister i april.
Afdelingsleder Kenneth Ørum Kirkegaard tilføjer, at Martec forventer flere end 12 årlige GWO-kurser på baggrund af den store efterspørgsel, som man har set inden for kurser for ansatte i offshorebranchen.
- Da startede vi også ud med 12 kurser inden for offshore-sikkerhed om året, men er nu oppe på 27 kurser om året af tre dages varighed, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.