Her staves fællesskab med G-L-Æ-D-E ...

På søndag indvier Missionsforbundet Thy sit ny kirkecenter på Kronborgvej i Thisted

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Efter i tre år at have haft et gæstevenskab hos baptisternes kirke i Rosenkrantzgade i Thisted, er Missionsforbundet Thy nu klar til på søndag 26. februar at indvi sit ny kirkecenter på Kronborgvej 66 i Thisted. Det afløser menighedens tidligere missionshus, Nazareth, i Hørdum og kirkecenter på Dragsbækvej. Missionsforbundet Thy er en frikirke - den første i Danmark af et fællesskab på nu 24 menigheder - som for 126 år siden blev etableret her på egnen som et led i de mange vækkelsesbevægelser, der gik hen over det gamle Europa, og hvoraf rigtig mange havde sine udspring i den nye verden i Nordamerika på den anden side af det stadig kæmpestore Atlanterhav. Siden kan man vist udmærket fastslå, at Missionsforbundet har slået rødder i Thy. Menigheden består nu af 83 voksne medlemmer, hvortil kommer børn og unge. Hvor det tidligere var bestemte familier, har dette mønster ændret sig gennem de seneste år, fortæller menighedsrådsformand Bodil Marie Fodgaard, Thisted, som selv er "født" ind i menigheden og opvokset i Sydthy. Hun fortæller, at menigheden har formuleret sin vision som G-L-Æ-D-E, og det står så for Guds nærvær, Liv, Ægthed, Direkte budskab og Engagement. I og for sig er der ikke så langt mellem livet og kristendommen i frikirken og så den tilsvarende i folkekirken. I Missionsforbundet er det vigtigt, at "livet står over for læren". Derfor, siger Bodil Marie Fodgaard og Michael Christensen, der er medlem af menighedsrådet og tidligere præst i kirken, at traditionen er barnevelsignelse og voksendåb, men i Missionsforbundet accepterer man barnedåb og også gendåb, hvis den enkelte ønsker det: - Der er samvittighedsfrihed med hensyn til dåbens form og tidspunkt, siger Michael Christensen, målet er Guds folks enhed. Missionsforbundet har gudstjeneste hver søndag formiddag, hvor et forkynderteam på skift holder gudstjeneste. Teamet består af fem læge medlemmer og to tidligere præster. Dertil har menigheden en pigegruppe på 11-15 år, en ungdomsgruppe, som er åben for alle, en lovsangsgruppe, en seniorgruppe sammen med baptisterne, pigeaftener for voksne kvinder, computerpartyer og explorer, der er grupper med bibelundervisning og samtaler. Missionsforbundet har også et arbejde blandt de asylsøgere, der kommer til egnen: - Gud har redefineret vores opgave, siger Bodil Marie Fodgaard, nu skal vi ikke gå ud for at hverve medlemmer fra andre, men for at tilbyde et fællesskab, og på den måde vil vi gerne være et fyrtårn i byen og på egnen. Gudstjenesterne tolkes til farsi, som også forstås af daritalende. Så kan de fleste flygtninge fra Afghanistan og Iran følge med. Ejendommen på Kronborgvej - som tidligere har rummet en løgforretning, teknisk skole, hjælpemiddelcentral og diverse lagre - overtog menigheden 1. april 2011. Omkring halvdelen af de 1800 kvadratmeter er lejet ud, men 15. juni gik man i gang med at bygge en kirke ud af de ca. 900 gamle kvadratmeter. Der har været arbejder, som nødvendigvis måtte klares af autoriserede håndværkere, men ellers er det meste klaret på frivillig basis af medlemmerne. - Vi er til stadighed "en menighed på vej", siger Bodil Marie Fodgaard, for vi skal forny os til enhver tid. Engang havde vi et meget stort spejderarbejde. Nu er aktiviteterne nogle andre, men antallet af medlemmer er stort set det samme som for 25 år siden. Behovet for fællesskaber ændrer sig, og hos os tager vi gerne imod gode ideer fra alle medlemmer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.