Og det selv om man slet ikke kan se, at der under kornstråene til højre ligger bunkevis af rester efter forfædre og -mødre, der engang gik i land her. Fornemmelsen bliver stærkere, når man bevæger sig ind gennem en allé af vejtræer - de er jo ikke almindelige mere, efter at vejene er gjort brede - men det er ikke kun det, lige som det heller ikke kun er de store lader ved godset Havnø.

Selve godset er på denne årstid næsten skjult bag træer, så man fortsætter bare. Drejer af til højre forbi den restaurerede vindmølle, der er Nordjyllands ældste, og videre ad grusvejen, der har retning ud i fjorden.

Ved vejen ligger et gult hus. Der bor filosoffen, der har lovet at løse selve livsgåden, og som engang til en mindre - og mere praktisk opgave - fik hjælp af en nabo - som her er et videre begreb end i bebyggede områder. Noget med brænde var det vist, i hvert fald lovede filosoffen at gøre gengæld, men det behøvede han ikke, sagde naboen, der bemærkede:

- Du kan bare tænke lidt for mig en dag.

Lystfiskere og fuglekiggere

Lige efter huset slår vejen et lille sving, og så er det ud i fjorden, indtil vejen ender. Det gør den halvt ude i fjorden, og på den lille odde er der akkurat plads til, at en bil kan vende rundt. Der er dog ikke længere derud, end at man kan stille sin bil - hvis man altså ikke er cyklende - ved møllen, og så gå ud i det flade. Forbi de gumlende brune køer, der har fri adgang til fjordbad, og omtrent ud i sejlrenden her hvor fjorden bliver smal, og hvor der engang var et færgested - og i hvert fald et afskibningssted - men som i dag er et stykke fredelighed, der tiltrækker lystfiskere og fuglekikkere, men som man også bare kan besøge for at fortabe sig i udsigt ... og tider, der var.

Kikker man mod vest, ser man dog byen Hadsund, men ellers det om ikke uberørt, så svært tilgængelig natur. Strandenge, skove og krat. Brinken, der rejser sig bag køerne, imponerede nok også stenalder- og andre oldtidsfolk, da de kom sejlede af fjorden, der kaldes Danmarks smukkeste og som bugter sig stærkt her. Man kan få fornemmelsen af at stå i en sø, men der er - trods store opdæmmede områder - en vandvej ud til verdenshavene.

Tæt på himlen er man jo også, men det er nok mere fornemmelsen af at være langt væk fra det meste, der gør, at Havnø Bro, som stedet også hedder, ligger i sin egen tidszone, hvor der er al den tid, man kan ønske sig. Forunderligt.

Adresse: For enden af Havnøvej ... den del, der går forbi Havnø Mølle, Visborg.