Herreværelset rykker udenfor
Sundhedscenter Aalborg går nye veje, når de i uge 43 starter rygestopsforløb op i Skalborg.
Kvinder snakker ligeud og mænd snakker sidelæns.
Det er en af erfaringerne man bruger når Sundhedscenter Aalborg i samarbejde med Skalborg Mandeklub arrangerer et nyt rygestopsforløb - kun for mænd og under åben himmel:
- Når mænd ringer ind og hører til vores normale "Kom-og-kvit-kurser" så hører vi ofte, at de ikke gider at sidde i rundkreds.
- Og vi ved fra de gennemførte forløb at den åbne snak mellem mændene flyder bedst når "timen" rent faktisk er slut, fortæller Tine Stern, sundhedskoordinator i Sundhedscenter Aalborg.
- Kvinder er generelt mere vant til at diskutere deres problemer med hinanden, mens mange mænd kommer ind på emnerne, når de er i gang med noget andet.
Det nye rygestophold starter op i uge 43, hvor man også har valgt at rygekonsulenten skal være en mand.
Det er sundhedskoordinator Brian Rohde der skal stå for arrangementerne, der afvikles over syv mandage og med en opfølgning efter jul.
- Vi rykker herreværelset udenfor. Vi laver rygestopsforløbet som en slags "walk and talk" under åben himmel. Det bliver med raske traveture hvor vi gerne lige skal have pulsen op - måske prøver vi også nogle helt simple træningsøvelser og lege, fortæller Brian Rohde, rygestopkonsulent i Aalborg Kommune.
Det nye tilbud er gratis og bliver til i et samarbejde med Skalborg Mandeklub, der bakker op med praktisk bistand.
Tilbuddet er for alle borgere der er bosat i Aalborg Kommune.
Der vil i forbindelse med deltagelse være mulighed for at få gratis nikotinsubstitution i op til otte uger.
Der er dog kun plads til 15 på holdet der starter op uge 43.
- Det bliver mandehørm, hvor vi vil forsøge at skabe et godt sammenhold, det er nemlig lettere at få succes med et rygestop, hvis man gør det sammen med andre.
- Det eneste vi kræver er, at folk er motiverede, og så skal de selvfølgeligt også sørge for at være klædt på til at være udendørs og med fodtøj der er gode at trave i, siger Brian Rohde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.