HG Electric bygger nyt hovedkontor
Maritimt firma har brug for mere plads og vil blive på havnen
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:14
FREDERIKSHAVN: Frederikshavnerne kan se frem til et markant byggeri på den grund, som i mange år husede Restaurant Hyttefadet.
HG Electric er nemlig i fuld gang med at bygge nyt hovedkontor på havnen i Frederikshavn.
Der er rejsegilde i den næsten 600 kvadratmeter store bygning på Trindelen torsdag 4. september, og allerede inden jul forventer administrerende direktør Brian Enevoldsen at tage både administrationslokaler og lager i brug.
Det er Arkinord i Frederikshavn, som har tegnet HG Electrics nye hovedkontor, som domineres af beton og glas, men hvor en rød kasse (der er en åben terrasse) er en spændende kontrast. Desuden binder en hvid kant hele bygningen sammen.
Den praktiske del af byggeriet udføres af Richardt Thomsen fra Brønderslev.
En del af Hareid Group
HG Electric er et 100 procent dansk-ejet aktieselskab, der siden etableringen i 2004 har været en del af den norske koncern Hareid Group, som omfatter 16 selskaber. Indtil 2012 satsede HG Electric udelukkende på den maritime branche. I øjeblikket har man 38 medarbejdere i Norge, som designer og udfører alle former for elinstallationer på nutidens avancerede skibe.
I 2012 udvidede HG Electric sine aktiviteter til også at omfatte elektriker-arbejde på land. Det skete i første omgang med en afdeling i Grønland, og sidste år kom Danmark med, og her er man allerede oppe på 18 medarbejdere.
- Det har været en succes at sætte fødderne i den danske muld, og det er grunden til, at vi bygger nyt. Vores nuværende lokaler (Bløden 2, red.) er for små. Vi har desuden store forventninger til havneudvidelsen i Frederikshavn, og det er forklaringen på, at vi har valgt at blive på havnen, forklarer Brian Enevoldsen.
Tidligere på året gik HG Electric i øvrigt også ind på markedet for alarmer og overvågning. Det være sig indbrudsalarm, videoovervågning, tågesikring og røgalarm.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.