Aars

Årets grimmeste juletræ: Christian og Celina tog skraldet

En pakkekalender er blandt syv markante bud på et anderledes juletræ 

16-årige Celina Nordstrøm, Hornum, og Christian Lykke Jensen, Hobro, har været med til at lave syv juletræer med kammeraterne, der gerne skal få folk til at spærre øjnene op. Og smile.
16-årige Celina Nordstrøm, Hornum, og Christian Lykke Jensen, Hobro, har været med til at lave syv juletræer med kammeraterne, der gerne skal få folk til at spærre øjnene op. Og smile. Foto: Martél Andersen

Opdateret kl. 18:11

AARS: En ordentlig bunke skrald. Og en næsten umulig opgave. Det fik 56 elever, da de onsdag morgen mødte ind på HEG Erhvervsskolerne i Aars.

"Lav en pakkekalender til en hund. Med gaver. Eller et juletræ, der passer til en sportsbutik. Af genbrugsmaterialer. I har fire timer". 

Det tog ikke mange minutter at løfte de nye "grimme" juletræer på den plads, der før vakt stor opsigt omkring Aars' juleudsmykning. Foto: Martél Andersen

En hård besked, når man nærmest lige har gnedet søvnen ud af øjnene. Men nu har Aars syv juletræer, som må få enhver nisse til at tjekke styrken på sine kontaktlinser. 

Teenagerne tog nemlig udfordringen op. Fik designet, tømret og svejset deres bedste idèer sammen i en intens proces.

Juletræerne har mange sjove detaljer. Her en stjerne lavet af det midterste af et cykelhjul. Foto: Martél Andersen

Sprang kagen over

- Man kunne godt mærke, at de lagde mere i det, fordi det var deres egne ideer. Det var ikke os lærere, der sagde: "Lav en ting, der er sådan og sådan"... De sprang endda kagepausen over. Så ved man, at det er alvor, smiler tømrerlærer Rasmus Nøhr.

- Det var ikke helt let. Også fordi vi skulle prøve at arbejde sammen på tværs af flere fag. Men vi synes egentlig det gik meget godt. De er da heller ikke rigtigt grimme, vel, spørger 16-årige Christian Lykke Jensen.

Elever fra HEG Himmerland sætter syv bud på alternative juletræer op, som de selv har lavet. Foto: Martél Andersen

Glade handlende

Svaret rumler stadig i trafikken på hovedgadens toppede brosten to meter væk. Men træerne har bestemt en rå charme, der nærmest gør dem - ja, nuttede.

Chefen for Aars Handelstand, der står bag udsmykningen, er glad for træerne.

- Jeg synes de er blevet rigtigt fine. Og lavet på så kort tid. Nu håber vi, at folk får en lige så god oplevelse ud af det, som de fik sidste år, siger Jesper Nielsen.  

Faglærerne er stolte over, hvad deres elever fra grundforløbet præsterede på få timer. Og så endda i et nyt samarbejde, fortæller Morten Andersen, mekanikerlinjen (tv) samt Rasmus Nøhr, tømrerlinjen. Foto: Martél Andersen

Godt samarbejde

De unges juletræer er arvtagere til Danmarks nok grimmeste juletræ, der i 2017 skaffede Aars lige så meget landsdækkende omtale som lanceringen af en ny iPhone.

Mindre kan dog også gøre det. Og de syv juletræer er resultatet af en større samarbejdsøvelse. 

Alle træer er blevet til i et samarbejde mellem tre uddannelsesretninger: Tømrer, mekaniker- og handelslinjen.  Håndværkerne har kort sagt skullet lave produktet, mens de handelsstuderende skulle markedsføre og sælge træerne. 

- Det er jo sådan det er i virkelighedens verden. Det nytter ikke at have et godt produkt, hvis ingen kan sælge det. Og omvendt, forklarer Jesper Nielsen, som også er formand for HEG.

Juletræet, der skal stå i enb sportsbutik, har en finurlig funktion: ved julestjernen sidder en gammel cykelslange, der kan bruges til stangtennis. Foto: Martél Andersen

Otte vindere

Deres lærere - samt Jesper Nielsen og formanden for handelsstanden, Jørgen Sørensen - skulle herefter bedømme værkerne. Vinder blev det træ, som Christian Lykke Jensen havde været med til at skabe. Det gav de otte på holdet et gavekort på 800 kroner til byens butikker, som de skal bruge sammen.

De sidste år har Kirketorvet budt på et abetræ og et smedet juletræ, der stod på hovedet. Samt et, der var slemt ramt af en virus i anledning af corona. 

 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden