God trivsel blev fejret med pandekager og hoppeborg til eleverne
Valsgaard Skole er den skole i Nordjylland, hvor eleverne trives bedst. Og den fjerde bedste på landsplan. Det skulle fejres med pandekager og hoppeborg til eleverne

Det vakte stor glæde hos eleverne, da skolen fik besøg af en pandekagevogn. Foto: Valsgaard Skole
HOBRO:Da det i sidste måned stod klart for lederen på Valsgaard Skole, Bente Nørskov, at skolen lå på en fjerde plads i Danmark, når det kommer til elevernes trivsel, tænke hun, at det måtte fejres. Og det blev det så fredag, hvor der var pandekager med is og skumfiduser samt opstillet en hoppeborg til stor glæde for de knap 270 elever.
- Vi var bare enige om, at når man får sådan et flot resultat, så er det børnene, der skal fejres, siger Bente Nørskov.

Valsgaard Skole fejrer god trivsel med pandekager og hoppeborg Valsgaard Skole
Ingen magisk løsning
Hvordan Valsgaard Skole har opnået de gode resultater i trivselsmålingen, kan Bente Nørskov ikke give et konkret svar på, men hun er sikker på, at det i høj grad handler om kulturen på skolen.
- Der findes ingen magisk løsning eller en manual på, hvad der giver god trivsel. Men der er nogle ting, som gør, at man kan lykkes bedre med det.
Bente Nørskov peger blandt andet på, at den gode relation og gensidig respekt mellem elever og ansatte er vigtig, ligesom elevernes interne forhold er det. På Valsgaard Skole kommer eleverne i første række, hvilket betyder, at konflikter håndteres i børnehøjde.
- Det er ikke sådan, at der ikke kan blive skældt ud. Men vi forklarer også børnene, hvad problemet er, og hvad de kunne have gjort i stedet.
Hun understreger, at børnene er det vigtigste, og det får de også at vide.
- Jeg siger til dem, at hvis dronningen sad inde på mit kontor, og der kom en elev ind for at spørge om noget, så måtte dronningen vente.

Om der bliver pandekager en anden gang, kunne Bente Nørskov ikke love. Foto: Valsgaard Skole
Fortsat god trivsel
At børnene trives og føler sig trygge på skolen, kommer også til udtryk, da flere elevers henvendelser til Bente Nørskov, der agerer gårdvagt i frikvarteret, starter med ordene "søde Bente". Enkelte elever har spottet pandekagevognen og hoppeborgen, og én foreslår kækt, at "det skal vi bare gøre igen før næste trivselsmåling".
Det ser dog ikke ud til at være nødvendigt at bestikke eleverne, for at skolen får en god trivselsbedømmelse. Spritnye tal fra Undervisningsministeriet viser nemlig, at Valsgaard Skole fortsat er en af de skoler i landet, hvor flest elever angiver, at trivslen er helt i top. Her er andelen af elever med den højeste trivsel 98,7 procent for skoleåret 2021/22, hvilket er 8,9 procentpoint højere end landsgennemsnittet.
Det vækker glæde hos Bente Nørskov, der dog ikke mener, at en høj placering i sig selv bør være målet.
- Jeg er selvfølgelig glad og stolt. Men det der interesser mig er, at børnene er glade og trives. Det er det vigtigste. Om vi så er på en fjerde eller 400. plads er lidt ligegyldigt, når bare børnene har det godt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.