Kommune trækker salg af skole tilbage
Rebild Kommune har trukket salget tilbage af den nedlagte skole i Hellum. Tilbage står en gruppe skuffede borgere med store visioner

Den nedlagte skole i Hellum har været udbudt til salg siden 8. december. Sidste budfrist var 1. marts. Foto: Martin Damgård
HELLUM: - Vi er virkelig skuffede.
Sådan lyder det fra Anja Sømod Laustsen, der er medlem af arbejdsgruppen bag planerne om et aktivitetshus i den gamle skole i Hellum.
Arbejdsgruppen havde håbet og satset på, at de skulle bruge det meste af sommeren på at istandsætte og rykke ind i skolens lokaler. Men sådan skulle det ikke gå.
På det seneste møde i økonomiudvalget i Rebild Kommune besluttede udvalget nemlig at afslå arbejdsgruppens købstilbud - og det til trods for, at det var det eneste tilbud, der var afgivet.
Netop derfor var forhåbningerne også store, da økonomiudvalget skulle træffe beslutningen .
- Vi har lagt mange timer i planlægningen af foreningshuset og har haft en god dialog med kommunen omkring det. Så selvfølgelig havde vi regnet med, at vi snart kunne indgå en købsaftale, siger Anja Sømod Laustsen.
Hellum Aktivitetshus
- Hellum Aktivitetshus er navnet på projektet, der stod bag købstilbuddet af Hellum Skole.
- Bag navnet gemmer sig en række lokale foreninger, der er gået sammen i en arbejdsgruppe.
- Hellum Skole har efterhånden stået tom i over to et halvt år, efter at friskolen og børnehaven lukkede i august 2019 grundet svigtende tilgang af elever.
- Projektgruppen synes, det er en skam, fordi bygningerne rummer en masse muligheder som ramme for et fremtidigt aktivitetshus for frivillige foreninger og andre interesserede aktører fra hele Rebild Kommune.
Et andet formål
Ifølge borgmester Jesper Greth (V) ligger der en god forklaring bag afslaget, der ikke skal anses som en decideret afvisning af Hellum Aktivitetshus.
- Da vi satte skolen til salg, havde vi ingen ide om, at der skulle udbryde krig i Ukraine. I forbindelse med krigen er vi som alle andre kommuner blevet pålagt at have en vis kapacitet klar til at tage imod ukrainske flygtninge. Der har vi valgt, at Hellum Skole skulle indgå i oversigten over mulige indkvarteringssteder, hvilket den stadig gør, forklarer Jesper Greth og uddyber:
- Derfor har vi været nødt til at sige, at vi ikke kan sælge skolen nu og lade kapaciteten glide af hinde.
Arbejdsgruppen bag Hellum Aktivitetshus har fuld forståelse for den uforudsete situation, kommunen står i. De havde dog håbet, at man stadig havde accepteret købstilbuddet med det forbehold, at aktivitetshuset skulle rykke ud af lokalerne, hvis der kom ukrainere. Lige nu står skolen nemlig tom, da det er usikkert, om der overhovedet kommer ukrainske flygtninge. Det afhænger af flygtningestrømmen og hvor mange, der kommer til Rebild Kommune.
- Ved at indgå en købsaftale ville vi under alle omstændigheder kunne gå i gang med de bygninger, der ikke skulle bruges til flygtninge, siger Anja Sømod Laustsen.

Som optakt til et borgermøde i januar med planerne om at indrette Hellum Skole til et aktivitetshus som tema lånte repræsentanter for den frivillige forening Rødderne nøglerne til skolens lokaler. Fra venstre bestyrelsesformand for Frivilligcenter Rebild Hans Rønnau, bestyrelsesmedlem af foreningen Rødderne June Lyngholm Veiss, formand Anja Sømod Laustsen samt Uffe Saxberg fra Byg & Anlæg. Arkivfoto: Martin Damgård
Jesper Greth fortæller, at man i økonomiudvalget overvejede muligheden, men valgte at holde tingene adskilt.
- Vi synes ikke, det ville give mening at sælge skolen og samtidig sige til køberne, at vi ikke ved, hvornår den kan tages i anvendelse. Vi er nødt til at være frie af handlen, især fordi vi ikke aner hvor længe krigen varer ved, siger han.
- Vi er ikke færdige
På trods af afslaget fortsætter folkene bag Hellums Aktivitetshus med at videreudvikle deres planer.
- Vi er overhovedet ikke færdige med det her projekt. Vi må klø på igen. Vi ser sådan på det, at det giver os ekstra tid til at udarbejde økonomiske modeller og få flere foreninger ind, siger Anja Sømod Laustsen.
Den plan stiller Jesper Greth sig meget positivt overfor.
- Det er en kæmpe opgave at overtage en skole, så det lyder fornuftigt at bruge tiden på at modne projektet og deres business-case mere, siger han.
Han fortæller, at som det ser ud nu, er planen, at skolen skal sættes til salg, når verdenssituationen er mere stabil igen. Han vil dog ikke love noget.
- Jeg vil tro, den bliver udbudt igen, men jeg tør ikke sige det med sikkerhed. Det er ikke noget, der er en garanti for. Hvis noget ændrer sig, så det ikke giver mening at sætte den til salg alligevel, så kommer den ikke det. Grundet særloven skal vi have kapacitet til flygtningene to år frem. Og vi ved ikke, hvordan tingene ser ud om to år, siger Jesper Greth.
Alt efter hvordan krigen udvikler sig, er der også mulighed for at skolen kan sættes til salg inden de to år er gået, og så står Hellum Aktivitetshus klar.
- Det ville være ærgerligt, hvis der skal gå for lang tid, men indtil da arbejder vi videre, siger Anja Sømod Laustsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.