Medie: Putins "forlængede arm" i Hobro skaber stor debat
Flere lande har indført sanktioner mod den russisk-ortodokse kirke, men Lars Løkke Rasmussen ønsker ikke at følge trop
I Hobro ligger en kirke, som indtil nu er gået under radaren hos den almene befolkning, men nu er den blevet en celtral del af en politisk debat med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på den ene side og flere partier på den anden.
- Bemærkelsesværdigt og usædvanligt
Ruslands invasion af Ukraine har fået flere lande til at indføre sanktioner mod den russisk-ortodokse kirke, men Lars Løkke Rasmussen har afvist at sortliste trossamfundet Moskvapatriarkatet, der har tre kirker, hvoraf én af dem ligger på Onsildgade i Hobro, skriver Jyllands-Posten.
Professor i statskundskab på Københavns Universitet Martin Marcussen kalder det i Jyllands-Posten "bemærkelsesværdigt og usædvanligt", at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er gået imod Udlændinge- og Integrationsministeriets anbefaling om at sortliste Moskvapatriarkatet.
Forbudslisten blev vedtaget af Folketinget for to år siden, og i øjeblikket er fem organisationer og én person på den. Det drejer sig primært om islamister fra Kuwait og Qatar.
Hvis Moskvapatriarkatet kom på listen, ville det blandt andet betyde, at det vil blive ulovligt at modtage beløb over 10.000 kr. fra trossamfundet.
Med vedtagelsen af forbudslisten fik udenrigsministeren dog en stopknap, så ministeren har mulighed for at blokere en sortlistning - og det den knap har Lars Løkke Rasmussen nu trykket på i forbindelse med Moskvapatriarkatet.
Frygt for konsekvenser
Jyllands-Posten har fået adgang til et fortroligt og hidtil ukendt dokument, som kaster lys over Lars Løkke Rasmusens betænkeligheder for at sortliste Moskvapatriarkatet.
Udenrigsministeren var angiveligt nervøs for, at "optagelsen af Moskvapatriarkatet på forbudslisten kunne medføre væsentlige negative udenrigspolitiske konsekvenser for Danmark, herunder også i forhold til andre lande end Rusland".
I Rusland er det officielt adskillelse mellem kirke og stat.
- Men i praksis er de to ekstremt tæt forbundet, siger Emil Saggau, forsker på Lunds Universitet med ekspertise i ortodokse kirker, til Jyllands-Posten, og uddyber:
- Den russiske kirke er en af Putin-regimets tætteste støtter. Både ideologisk, kulturelt og i propagandaøjemed.
Forstander og præst i Skt. Nikolajs Russisk Ortodokse Kirke i Hobro, Sergiy Bondarev, sagde i et interview med Kristeligt Dagblad fra 2022, at han som præst "ikke kan dømme politikeres handlinger", og tilføjede:
- Jeg kender ikke årsagerne til denne konflikt. Men jeg ved, at Rusland i hele sin historie aldrig har startet en krig, men altid har afsluttet dem og skabt fred.
- Den russisk-ortodokse kirke har tre kirker i Danmark
- Én kirke i København, én på den lille ø Bågø i Lillebælt - her driver de samtidig et kloster, og så én kirke i Hobro
- Kirken i Hobro hedder Skt. Nikolaj Russisk Ortodokse Kirke, og forstanderen er præst Sergiy Bondarev
- Ifølge Kirkeministeriets blev den danske menighed stiftet i 2000 "med velsignelse af Patriarken fra Moskva og hele Rusland"
- I perioden 2018-2021 modtog klosteret på Bågø og de to kirker i Hobro og København i alt 895.735 kr. fra Moskvapatriarkatet
- På menighedens danske hjemmeside lægges der løbende Rusland-venlig propaganda op
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.