Fodbold

Hirtshals har fanget en fornem stime

Boldklubbens førstehold i fodbold har ikke tabt i de seneste 25 turneringskampe

Ud over stepperne, Martin Eriksen med bolden er et stærkt kort i offensiven hos Hirtshals Boldklub.
Ud over stepperne, Martin Eriksen med bolden er et stærkt kort i offensiven hos Hirtshals Boldklub. Bent Bach

HIRTSHALS: I Hirtshals er man vant til fisk i stimer, men at byens bedste fodboldhold har været i stand til at præstere en stime på 25 turneringskampe uden nederlag, hører til det helt unikke.

- Det er rekord i Hirtshals Boldklub, og den er vi naturligvis meget stolte over og vil gøre alt for at forlænge, siger Hirtshals-træner Frode Langagergaard, der kom til klubben som førsteholdstræner i sommeren 2011 på et tidspunkt, hvor holdet havde været tæt på en nedrykning fra serie 1.

- I min start i klubben var præstationerne for svingende, men da en i forvejen stærk trup i foråret 2013 fik tilført Mike Pedersen og Thomas Sørensen, satsede vi på oprykning til Jyllandsserien.

- Vi sluttede foråret 2013 med fire sejre uden dog at rykke op, men det blev alligevel startskuddet til vores imponerende serie, siger Frode Langagergaard.

Fantastisk efterår

Sidste efterår blev et rent jubelår for Hirtshals Boldklub, der nærmest vadede igennem serie 1 og vandt flere kampe med rigtig store cifre.

- Faktisk lavede vi 75 mål i efterårssæsonens 14 kampe og spillede flot fodbold, og vores suveræne førsteplads og oprykning til Jyllandsserien 2 lovede godt inden foråret.

Her fortsatte spillerne fra Hirtshals den fantastiske linje, og selv en stribe træningskampe mod højere rangerede klubber endte uden nederlag.

Masser af selvtillid

De mange, gode resultater har hele tiden fået Frode Langagergaard til at hæve overliggeren for at gøre sine spillere endnu bedre.

- Og jeg har en fantastisk trup, der aldrig falder ned og hviler på laurbærrene.

- Der er fantastisk vindermentalitet i truppen og en utrolig stærk akse på holdet med Martin Eriksen i front, Christian Sørensen og Mike Pedersen på den centrale midtbane, Ziad Saliba som den rutinerede afslutter samt unge Claus Christiansen med friskhed og fornyelse på midtbanen.

- Vi har en god stamme på otte-ni spillere, og selv om vi er løbet ind i flere skader end i sidste sæson i serie 1, er det altid lettere at komme ind på et fast sammentømret hold, påpeger Langagergaard, der har kontrakt med Hirtshals Boldklub for resten af 2014.

Danmarksserien et mål

For cheftræneren er der ingen tvivl om, at det nuværende materiale i truppen kan bære langt.

- Holder vi sammen i truppen er målet i første omgang oprykning til Jyllandsserien 1, og på sigt vil det ikke være utænkeligt, at Hirtshals har et hold i Danmarksserien.

Stimen uden nederlag nåede første jubilæum med kamp nummer 25, da Hirtshals mødte Dronningborg på udebane i en regulær topkamp, og den endte 3-3.

Det betyder, at de to hold ligger side om side helt i toppen med 19 point.

- Vi burde endda have vundet kampen, da vi havde 80 procent af spillet og flere store chancer, men hjemmeholdet fik udlignet i dommerens tillægstid, fortæller Frode Langagergaard.

Dronningborg kom heldigt i front, men Thomas Sørensen udlignede for Hirtshals. I anden halvleg scorede Ziad Saliba og Peter Jensen de to mål for vendelboerne.

- Nu er vi helt fri af nedrykning, hvilket var målsætningen for sæsonen, så nu er næste mål at komme igennem sæson nummer to på stribe uden nederlag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden