Dorf

Historiens vingesus i Dorf

Skuespillere agerede møller-familien anno 1930

Assisteret af Lykke Olsen klipper Mikael Klitgaard snoren over og markerer dermed åbningen af arrangementet. Ikke noget med et rødt bånd, nej, en almindelig selvbindersnor var mere passende til lejligheden. Ove Thomsen sørger for, at det går ordentligt til. Foto: Ole Torp
Assisteret af Lykke Olsen klipper Mikael Klitgaard snoren over og markerer dermed åbningen af arrangementet. Ikke noget med et rødt bånd, nej, en almindelig selvbindersnor var mere passende til lejligheden. Ove Thomsen sørger for, at det går ordentligt til. Foto: Ole Torp Ole Torp

DORF: - Mød møllerfamilien på Dorf Mølle, hed det i annoncerne op til dagen med det store program på og omkring Dorf Møllegård. Det var der rigtigt mange, der gjorde, og de fik sandelig en oplevelse af de store med hjem på en dag, hvor også vejret levede op til sit bedste.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at programmet for dagen var stort. Der var aktiviteter lige fra sidst på formiddagen til hen på eftermiddagen, og det var tydeligt, at museumsfolkene og de frivillige havde lagt et stort arbejde i at forberede dagen. Udstilling om møllerfamilien, dukketeater for børn, udlukning af køer i de nyhegnede arealer (græsningsprojekt), kørsel med såvel vind- som vandmølle og veteranbiler fra Foreningen Knivholt Veterankøretøjer for blot at nævne nogle af dagens aktiviteter.

Flere planer for Møllegården

Det startede med indvielse, som foregik på trappen ind til stuehuset. Først talte formanden for Museerne i Brønderslev Kommune, Ove Thomsen, som udtrykte sin tilfredshed med de mange indvielser, der havde været de sidste par år på stedet.

Her tænkte han på vindmøllen, vandmøllen og senest energirenoveringen af stuehuset på Møllegården, som fremover vil reducere den store varmeregning betydeligt. Men der er flere planer i skuffen hos museerne. En udskiftning af taget på stuehuset vil trænge sig på om max. fem år, og så er der selvfølgelig også de gamle planer om en totalrenovering af udhusene, så de kan indgå i udstillingsvirksomheden.

Historiens vingesus

Borgmester Mikael Klitgaard beskrev følelsen af at stå her og føle historiens vingesus. Den kunne han føle ekstra stærk, idet han havde personlige relationer til stedet.

- I disse tider, hvor vidensudviklingen går så stærkt, at det kan være svært at følge med, er det af stor betydning, at man har steder som det her, hvor man kan blive mindet om det, der var en gang, sagde han.

Mere detaljeret fortælling

Museumsinspektør Lykke Olsen, som har haft sin store andel i at få dette arrangement op at stå, gav et interessant indblik i, hvilket menneske, møller Jens Jensen (1873-1951) var, da han drev stedet sammen med sin hustru Karen og en håndfuld tjenestefolk.

- Han var et godt eksempel på den tids rimeligt velhavende bønder, som samtidigt var fremskridtsvenlig, faglig dygtig og enormt aktiv også udenfor lokalområdet, sagde hun og tilføjede:

- Der fulgte en hel del information med, da museet overtog Møllegården, men vi vil gerne gøre fortællingen om stedet mere detaljeret. Så kunne hun sammen med borgmesteren klippe den snor over, som var udspændt i døråbningen og dermed markere arrangementet for åbent.

Scener fra 1930

Udover de mange andre aktiviteter, som det var muligt at deltage i, så var det uden diskussion levendegørelsen af møllerfamiliens liv omkring 1930, som var mest populær.

En meget stor skare mennesker var samlet i gården, hvor frivillige skuespillere opførte forskellige scenarier som de kulinariske forberedelser til et større besøg hos møllerfamilien, besigtigelse af hestene, en passiar mellem en kunde i en hestevogn og mølleren i vandmøllen og endelig en nymodens automobil på gårdspladsen.

Forkarlen Egon

Det lykkedes at få Egon Johansen, som var forkarl på Møllegården midt i 1950’erne, til at vise os det karlekammer, hvor han boede sammen med en anden karl. Der var faktisk kun to senge og et skab i det spartanske kammer.

- Det var fantastisk koldt om vinteren, for der var ikke nogen form for opvarmning, fortalte han. Ude i den lille forgang var der en lille håndvask og et minimalt spejl.

- Hvis vi skulle på toilettet eller vaskes ordentligt, så måtte vi godt benytte det moderne badeværelse oppe i stuehuset, husker Egon, som ikke syntes, at arbejdet var særligt hårdt på gården.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden