Bevaringsværdig bygning viger pladsen for dagligvarekæde
Butikskæde genopliver byggeplaner i Hirtshals.
Opdateret 19. december 2024 kl. 18:31
Det vækker en del følelser i havnebyen, at det nu er nødvendigt at jævne den gamle politistation på hjørnet af Svinget og Jyllandsgade i Hirtshals med jorden.
Den tidligere politistation betegnes af mange som en af de smukkeste i den forholdsvis unge havneby, og det gav da også bølgeskvulp, da Hjørring Byråd i sin tid gav grønt lys for lokalplanen, der giver mulighed for nedrivningen.
- Hvordan tager kommunen hensyn til vigtige kulturarvsmiljøer og bevaringsværdige bygninger, når den her slags beslutninger træffes, lød det bl.a. fra lokalformand for foreningen for Bygnings- og Landskabskultur, Søren Thirup.
Hensynet til planerne hos den fremadstormende butikskæde Rema 1000 vejede imidlertid tungest, og nu går nedrivningen af i alt ni ejendomme i området i gang for at gøre til en ny dagligvareforretning på 1200 kvadratmeter med tilhørende 68-p-pladser.
Da Rema 1000 sidste år overtog Aldi-forretninger over hele landet, var det uvist, om Rema 1000 ville overtage den forholdsvise nye Aldi-forretning på Doggerbanke tæt ved eller fortsætte deres egne byggeplaner.
Men Aldi-forretningen blev i stedet solgt til den anden tyske kæde Lidl, som i øvrigt slår dørene op til deres nye forretning 22. februar.
Udviklingschef i Rema 1000, Mads Nielsen kan nu sætte en mere præcis tidsplan for den nye Rema 1000.
- Nedrivningen af de eksisterende bygninger kommer selvfølgelig til at tage noget tid, men vi forventer, at den nye forretning står klar i midten af september. Hvornår åbningsdagen bliver, kan vi endnu ikke sige, fortæller Mads Nielsen.
Mere central placering
For Rema 1000 handler det primært om en bedre og mere central placering, et mere tidssvarende byggeri og muligheden for flere parkeringspladser.
Den nuværende Rema 1000 i Hirtshals ligger på Banegårdspladsen.
- Vi regner også med en god omsætningsstigning ved denne fantastiske placering lige midt i byen, har udviklingschef i Rema 1000, Stephan Sørensen, tidligere udtalt om planerne.
Der lyder også kun positive røster fra det øvrige handelsliv i havnebyen.
- Jeg har ikke noget forhold til politistationen og jeg ser frem til, at alle de faldefærdige bygninger forsvinder. Det nye supermarked vil også smitte positivt af på handlen i hele midtbyen, siger handelschef Per Martensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.