Historisk dag i sportsfiskerklubben
Første generalforsamling i den genoprettede klub
SÆBY: Sæby Sportsfisker Klub kan se frem til sin allerførste generalforsamling i den genetablerede klub - noget af en festlig begivenhed - og det sker i klubhuset om aftenen den 30. januar.
Efter nogle fejlslagne år i en sammenlægning med Frederikshavn Lystfiskerforening, har klubben netop genetableret sig i Sæby med stor succes.
- Vi har allerede passeret medlem nr. 120 på det første år og inden regnskabet er helt færdigt, ser det ud til et fornuftigt overskud. Pengene skal bl.a. bruges til vores voksende ungdomsafdeling, der samles hver torsdag kl. 19.00 i klubhuset. Vi har mange aktiviteter for vores unge, der også selv kommer med mange ønsker og ideér til, hvad vi skal lave, fortæller Jesper Christensen fra Sæby Fiskerklub.
Der er tilknyttet fire seniorer til at varetage de unges interesser og i løbet af 2013 har de alle været på flere gode fisketure.
- At vores juniorer bare er dygtige beviste de, da de vandt Nordjysk Mesterskab. NM består af fire konkurrencer, hvor hver konkurrence består af fiskeri, spørgsmål og praktik. Til sidst kåredes den endelige vinder, hvor Steelheads Sæby løb med alt. Navnet Steelhead, som vores juniorer kalder sig, har de selv fundet på. Og de har selv kreeret deres logo, som de bærer på hætte, trøjer og t-shirts med stolthed, fortæller Jesper Christensen.
Der var sæsonstart torsdag den 16. januar, hvor der blev fisket i Sæby Å. Der var både morgenkaffe og middagsmad til de fremmødte. Det har nemlig altid været en tradition at starte fiskeriet til midnat, hvor en mindre gruppe ivrige lystfiskere mødtes.
- 2014 bliver er spændende år for klubben, hvor vi skal findes en løsning til en fri faunapassage ved det nedslidte, omkostningstunge og formålsløse stemmeværk ved Sæby Vandmølle. Vi skal have lagt mange tons gydegrus ud til de fisk, deri fremtiden kan svømme frit op i Sæby Å. Vi skal have markedsført Sæby Å og Sæby, som et sted, hvor der virkelig er fiskemuligheder. Og så skal vores kreative og flittige medlemmer være med til at sikre, at vi i fremtiden kan tilbyde både lokale og turister fantastiske fiskeoplevelser og fangster i hele Sæby Å, slutter Jesper Christensen.
Læs mere på www.ssfk.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.