Biler

Historisk fransk bil genopstår med friske kræfter under hjelmen

Citroën er gået sammen med den italienske karrosseribygger Caselani om at genskabe den klassiske 2CV Fourgonnette person- og varevogn på basis af en Berlingo

Den specielle Berlingo 2CV Fourgonnette har klare tråde til ophavet fra 1951.
Den specielle Berlingo 2CV Fourgonnette har klare tråde til ophavet fra 1951. Foto: Carrosserie Caselani

Opdateret 21. oktober 2022 kl. 09:39

NOSTALGI: Linjerne nærmest driver af nostalgi på en af årets mere usædvanlige nyheder. Den kommer fra den italienske karrosseribygger, Caselani. Her har man genskabt den ikoniske Citroën 2CV Fourgonnette varevogn, der blev lanceret i 1951, tre år efter, at 2CV kom i den skikkelse, som vi kender i dag. Faktisk blev varevognen produceret frem til 1987.

Der er dog langt fra den noget simple og rustikke original med en tocylindret motor, der i de sidste versioner ydede 29 hk, og til den nye version, som bygger på en Citroën Berlingo og som sælges både som varevogn og MPV med bagsæder og sideruder. Kendere vil nok også mene, at der er så mange stilmæssige forskelle, at det er en meget personlig sag, om hvorvidt, man ligefrem finder genfortolkningen køn.

Ikke desto mindre har det italienske firma med konstruktøren, Fabrizio Caselani, og designeren David Obendorfer i front lagt store anstrengelser i at skabe en så vellignende bil som muligt. Det gælder lige fra fronten med den original-lignende kølergrill til de udpressede komponenter i sider og bagklap, som er skabt i glasfiber og sidder uden på originalblikket. Her er også en afrunding af bagruderne.

Flere modeller

Caselani er ikke nybegyndere. Firmaet med base i Lombardiet har skam også skabt nye versioner af HG og H varevognene, der bygger på Citroëns Jumpy og Jumper Base modeller.

Det er biler, som er skabt ud fra en entusiasme og kærlighed til modellerne, lyder det fra folkene bag.

- Designspecifikationerne handlede ikke bare om at kopiere den gamle varebils form i strengeste forstand. I stedet handlede det om at gå tilbage i tiden og bringe dens unikke charme ind i et køretøj fra det 21. århundrede. Som en fjern efterkommer blev Berlingo fuldstændig designet som en hyldest til Citroën 2CV fra 1950'erne. Det var en spændende udfordring, fordi den originale bil havde helt andre proportioner. Den havde meget kort udhæng foran, flot lang motorhjelm og visuelt selvstændigt lastrum og meget anderledes funktioner end Berlingo. Så jeg fokuserede mere på en stemningsfuld genskabelse af det originale køretøj i stedet for at få designet til at ligne 2CV Fourgonnette, forklarer David Obendorfer.

Stor fan

Fabrizio Caselani, direktør for Carrosserie Caselani, fortæller, hvordan det hele startede.

- Som en diehard fan af 2CV- og HY-varevognen har jeg en hel samling af gamle Citroën-modeller. Min kone er lige så stor entusiast som jeg - hun rejste gennem Europa i 2000'erne i en Type H ombygget til en campervan. Da min familie begyndte at blive større, kom idéen til at skabe en mere rummelig og komfortabel HY til os: hvorfor ikke tage Jumperens nuværende arkitektur og fastgøre glasfiberpaneler til dens karrosseri? Så faldt alt på plads, fortæller han.

En prototype blev præsenteret for Citroëns designteams, som blev faldt pladask for idéen.

- Det eneste, der manglede for at færdiggøre vores udvalg af Citroën erhvervskøretøjer, var Berlingo. Nu viser vi så varevognen med dens 2CV Fourgonnette-sæt, hvis design er resultatet af den fælles indsats fra både Caselanis hold og Citroëns. Vi er glade for at se det venlige ansigt på denne legendariske varebil igen, som satte sit præg på 1950'erne, siger Fabrizio Caselani.

Det er en bil, som vises på det kommende motorshow i Paris. Den kan bestilles nu, og produktionen begynder i januar til næste år. Priserne er dog ikke oplyst.

Citroën 2CV Fourgenotte
  • Den originale Citroën 2CV kom på gaden i den form, vi kender den i dag, i 1948.
  • I 1951 fulgte varevognen, 2CV Fourgonette. Den havde lige som ophavet en tocylindret motor på under 0,4 liter, som bare ydede 9 hk. I løbet af årerne voksede slagvolumen og ydelsen endte på 29 hk. Citroën 2CV Fourgonette var med til at sætte Europa på hjul. Modellen blev bygget i 500.000 eksemplarer og produceret frem til 1987.

I modsætning til ophavet, der kunne have 250 kg ombord og klare en topfart på 40-50 km/t., er der helt andre værdier for den nye model. Den kan have op til 1000 kg ombord, og kan både fås ombygget med benzin-, diesel eller eldrift. Det er enten med en 1,2 liters benzinmotor på 110 hk, en 1,5 liter Blue HDi diesel på 100 – 130 hk eller en elmotor på 136 hk, hvor batteriet rækker til 275 km kørsel. Mange af bilerne fra den italienske karosseribygger bliver brugt til specielle formål som f.eks. foodtrucks.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden