Biler

Historisk og sportslig modelbetegnelse genoplives på ny mellemklasse-model

Den nye sportslige GSe-betegnelse debuterer på den netop lancerede Astra, der kommer i to sportslige varianter med 225 hk og mere adræt opsætning

De kommende Opel Astra GSe-modeller bliver sportsligt trimmede og stilrene.
De kommende Opel Astra GSe-modeller bliver sportsligt trimmede og stilrene. Foto: Opel

Opdateret 30. september 2022 kl. 09:41

GENSYN: Næppe havde Opel slået på tromme for en genfortolkning for mærkets klassiske og sportslige modelnavne i form af GSe til de nye elektrificerede modeller, før de første vises.

Det gælder den nye femdørs Astra og stationcaren Astra Sports Tourer, der begge kommer som GSe-modeller. Det sker med Astras største plug-in-drivline, der leverer en systemydelse på 225 hk mod ellers 180 hk. Den er krydret med en undervogn, som er sænket med 10 millimeter, et mere direkte styretøj og mere faste Koni støddæmpere med olietryk og en teknologi kaldet FSD (Frequency Selective Damping)

Den giver støddæmperne forskellige egenskaber ved høj frekvens (affjedringskontrol) og ved lav frekvens (karrosserikontrol), som skal løfte oplevelsen.

Skal fange tidsånden

Her er også nye 18 tommer fælge, der er inspireret af Opels Manta GSe-koncept fra i fjor og sportsligt trim for og bag. Sæderne er mærkets mere støttende AGR-certificerede af slagsen, der her har fået alkantara-betræk.

Før i tiden var GSe en forkortelse for ”Grand Sport Einspritzung” (Grand Sport Indsprøjtning). Det sås på modeller som Commodore GS/E og Monza GSE. GSe er nu Opels sub-brand, der skal repræsentere de elektrificerede topversioner, og står nu for ”Grand Sport Electric”.

De skal ifølge Opel ”fange den elektrificerede tidsånd uden at glemme glæden ved at køre bil.” Det er en fornemmelse, som Opels marketingsfolk kalder ”Performance Zeitgeist”.

Den nye Opel Astra introduceres i disse uger. Det vides ikke, hvornår GSe-modellerne følger, eller hvad priserne bliver. Til sammenligning har koncernfætteren Peugeot den sportsligt opsatte 308 GT plug-in-hybrid i programmet. Den har en elektrisk rækkevidde på 63 km og koster 476.000 kr. som hatchback.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden