Hits med Wiener Operettegalla
Nogle af de største operettehits er programsat, når Thalia Theater Wien besøger Aalborg Kongres & Kultur Center onsdag 19. oktober, som det eneste sted i Danmark.
Aftenen byder på arier, duetter og dans fra store operetter af bl.a. Strauss, Offenbach, Lehar og Kalman.
Operettegallaen bliver bundet sammen af to konferencierer, der samtidig udgør en tredjedel af de i alt seks medvirkende solister.
30 musikere og otte dansere fra Thalia Theater Wien er derudover med til at sørge for, at publikum får en festlig aften.
Det berømte teaterhus i Wien har tre gange tidligere gæstet AKKC med forestillingerne ’Wienerblut’, ’Den glade enke’ og ’Flagermusen’.
I koncerten medvirker de to tenorer Robert Remeselnik og Richard Klein, basbarytonen Ivaylo Guberov og de tre sopraner Heidi Manser, Verena te Best og Dénise Beck.
Den dansk/tyske sopran Dénise Beck har gjort sig godt bemærket på operascenen, hvilket har medført, at hun har vundet store danske priser i form af P2’s talentpris, Sonnings Talentpris og Else Brems-prisen.
Orkesteret bliver dirigeret af László Gyükér.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.