Hjælp med paragrafferne
Jurastuderende giver hjælp til borgere

Galleri - Tryk og se alle billederne.
BRØNDERSLEV:Der er nu mulighed for at hente gratis juridisk hjælp. FOA Brønderslev står bag initiativet, og første torsdag i hver måned kan man møde et par jurastuderende. Det sker i FOA’s lokaler i Grønnegade i Brønderslev.
- Vi har fået en del forespørgsler, og så lavede vi en aftale med Aalborg Universitets jurastudie, fortæller sektorformand Hanne Christensen fra FOA.
Det var Mads Andersen og Kasper Lykkegaard, der første gang stod til rådighed med råd.
De er begge færdige med jurastudiet til sommer.
Faktisk var de to sammen med et par andre jurastudiet med til at oprette retshjælpen på Aalborg Universitet, hvor en snes jura-studerende bistår med råd. Der er telefon-rådgivning, ligesom de jurastuderende har kontorer flere steder i Aalborg.
- Det var vor opfattelse, at der også er behov for rådgivning i Aalborg, da der er langt til Aarhus. Så derfor tog vi initiativet.
Det er mangeartede opgaver, de jurastuderende giver råd om.
- Vi rådgiver om næsten alt, fortæller Mads Andersen og Kasper Lykkegaard. Det gælder dog ikke køberetslov samt familie og erhvervsret.
Men ellers er der ingen problemer, der er for store eller små for os.
- De sager, vi ser flest af, er lejeretssager, hvor lejer har problemer med udlejer.
- Vi kan kun give råd. Skal folk føre en retssag, skal de have fat i en advokat til at gå i retten, fortæller de.
- Vi kan som regel give råd om, hvorvidt det er en god idé at gå videre med en sag eller ikke.
- Hvis de opgaver, vi har, er komplicerede, drøfter vi dem med andre på fakultetet.
De understreger, at de selvfølgelig giver dem, der henvender sig, diskretion og anonymitet.
Juristerne er ved at køre nye jurastuderende i stilling, når de skal ud i det pulserende liv efter sommerens eksamen.
Ifølge Hanne Christensen har FOA Brønderslev på årsbasis 15-20 sager, der skal kigges grundigt på. I 2012 er der tre sager, der er havnet i en faglig voldgift.
De jura-studerende får ingen betaling, men de udgifter, der er, dækkes af blandt andet fonde. Hanne Christensen understreger, at rådgivningen er for alle interesserede. Ikke kun FOA-medlemmer. Der er mulighed for at møde eksperterne den første torsdag i måneden mellem klokken 15 og 18.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.