Hjælp til polske børn
Private Dagplejere har samlet ind
AALBORG: Foreningen for de Private dagplejere i Nordjylland har netop gennemført en betydelig indsamling af børnetøj og legetøj til fordel for børnehjem i Polen.
Foreningen havde fået kontakt til Polsk-Dansk Humanitær & Kulturel Forening Roszkowo, som er ovenud lykkelig for den hjælp de private dagplejere kan tilbyde.
- Vi lånte os frem til et lokale på Gug skole hvor alle kunne komme med deres bidrag – stort som småt. Familier med børn – både tidligere og nuværende dagplejebørn – samt bedsteforældre kiggede og gav deres bidrag. Der var balloner, kaffe og kage til dem som havde lyst, siger Linette Johansen, der er næstformand i Foreningen af de private dagplejere i Nordjylland.
I løbet af weekenden dukkede der rigtig mange op med poser, sække og kasser som de havde fyldt efter at have ryddet op i skabe og skuffer.
Bestyrelsen og flere medlemmer havde meldt sig til at hjælpe med at sortere og pakke de mange flotte ting, der blev afleveret – der var alt lige fra babytøj, sengetøj, sko, bamser, legetøj til cykler.
- Et sandt Eldorado som vi er helt sikre på vil skabe glæde når det kommer frem til børnehjemmene i Polen, siger Linette Johansen.