Hjælp til selvhjælp

Rehabiliteringscenter Aalborg tilbyder nu ambulante forløb for borgere, som ikke kan eller vil bo på centret

Kursisterne træner dagligdags gøremål - som eksempelvis at rejse sig på en havestol eller bænk
Kursisterne træner dagligdags gøremål - som eksempelvis at rejse sig på en havestol eller bænk

Hidtil har kursister skullet bo på Rehabiliteringscenter Aalborg hele døgnet som en del af behandlingen.

Men nu kan de i stedet komme ambulant om formiddagen eller om eftermiddagen.

Og centrets egen bus kan klare transporten.

- Vi har haft en del forespørgsler fra borgere, der gerne vil deltage i et ophold, men af personlige årsager ikke har kunnet bo på rehabiliteringscentret.

- Dem har vi nu også et tilbud til, forklarer rådmand Thomas Krarup om baggrunden for det nye tilbud om ambulant rehabilitering.

For ambulante kursister starter rehabiliteringen allerede ved hjemadressen med kaffe, snak, sang og hygge i bussen på vej til Mou.

På centret træner kursisterne daglige gøremål så som påklædning, madlavning, at komme ud af sengen og meget mere. Stemningen er højskoleagtig, og det hyggelige samvær vægtes højt.

Derfor spiser de ambulante kursister på formiddags- og eftermiddagsholdet også frokost sammen.

- Der er mange af vores tidligere kursister, som har fået venner for livet. Og vi har mere end en gang været ude for, at en kursist, der før hen altid sad alene derhjemme, pludseligt har fået et kørselsbehov, fordi de nu har fået venner. Det er også et vigtigt element i at holde sig frisk, fortæller Hanne Hostrup, som er leder af Rehabiliteringscenter Aalborg.

Hun glæder sig over, at borgere, som ikke har mulighed for at bo på centret, nu også får adgang til centrets tilbud om både fysisk og social rehabilitering.

Centret drives efter en særlig højskoletankegang, hvor kursisterne betragtes som eksperter i eget liv, som blot har behov for træning eller et kursus i nogle dagligdags gøremål for bedre at kunne klare sig selv.

Målet er at udvikle og vedligeholde de fysiske færdigheder og sociale relationer, som gør det muligt for dem at være aktive og deltagende i eget liv.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden