Hjertestarter til Ravnshøj
Borgerforeningen kunne hænge hjertestarter op ved hallen

Galleri - Tryk og se alle billederne.
Ravnshøj har nu også fået sin egen hjertestarter.
Onsdag eftermiddag blev hjertestarteren hængt op på væggen ved hallen i tilknytning til Ravnshøj Skole. Og i den forbindelse stod byens borgerforening bag en lille happening, hvor der blev budt på kaffe og småkager.
- I Ravnshøj har vi ikke haft nogen hjertestarter, og det har længe været et ønske fra borgerne, fra Ravnshøj Skole og fra idrætsforeningen, fortalte en glad næstformand for Ravnshøj og Omegns Borgerforening, Jørgen Steengaard.
Borgerforeningen havde selv nogle penge, der var dedikeret til at anskaffe en hjertestarter - men de midler slog ikke helt til.
Det viste sig dog at være nemmere end forventet at samle sponsorstøtte til hjertestarteren.
- Alle sponsorer er kommet af sig selv, fordi de har hørt om projektet. Det har ikke været nødvendigt at spørge en eneste sponsor om støtte, fortæller Jørgen Steengaard.
- Sågar var der en lille virksomhed i byen, hvis indehaver ringede på min dør en aften og spurgte, om ikke jeg kunne forbi ham en dag og hente nogle penge, for han ville gerne støtte projektet. Jeg synes, at det har været en stor glæde og fornøjelse at arbejde med dette projekt, siger Jørgen Steengaard videre.
Mange på kursus
Forhistorien er, at borgerforening i maj i samarbejde med Hjerteforeningen og Trygfonden iværksatte en kampagne for at få så mange som muligt af byens borgere oplært i at kunne give hjertemassage og i at bruge en hjertestarter.
Foreløbig går det rigtigt godt med tilslutningen. 41 personer har lært at give hjertemassage.
Deltagerne har i øvrigt ikke kun selv lært at give hjertemassage. De er også i stand til at kunne lære andre at give hjertemassage.
- Vi har i Borgerforeningen sat os som mål, at inden marts 2013 skal 100 borgere have gennemgået kurset, fortæller Jørgen Steengaard.
Borgerforeningen holder hjertestartkursus igen i slutningen af januar, og det ser ud til, at også dette kursus får masser af deltagere.
Vil have lokal instruktør
Ravnshøj og Omegns Borgerforening har desuden sat sig det mål, at man vil uddanne en lokal instruktør, således at man lokalt selv kan undervise – også når Hjerteforeningens og Trygfondens projekt stopper.
- Vi har planer om at afholde kurser og opfølgningskurser to gange om året. Vi har flere henvendelser fra borgere, som har lært at give hjertemassage men ønsker et genopfriskningskursus. Det behov vil vi også dække., siger Jørgen Steengaard.
- Specielt med hensyn til opfølgningskurser vil vi tilbyde borgere, som har været på kursus, at vi sender dem en reminder, når tiden er inde til et genopfriskningskursus.
Belært af erfaringer fra Region Midtjylland vil borgerforeningen i øvrigt forsøge at etablere en gruppe af frivillige akuthjælpere som kan træde til, hvis en situation skulle opstå, hvor alarmcentralen vurderer, at den professionelle hjælp ikke kan nå hurtigt nok frem.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.