Cambodja

Hjertevarm eksport fra Vrå

To gange Thomas samler ind til Glade Børn i Cambodja

Thomas Christensen og Thomas Bræmer bruger gerne fritiden på at samle ind til børn i Cambodja. foto: henrik louis
Thomas Christensen og Thomas Bræmer bruger gerne fritiden på at samle ind til børn i Cambodja. foto: henrik louis

VRÅ: Det kommer næppe bag på nogen, at Lions Club i Vrå gerne giver penge ud til gode formål. Det har de gjort igennem mange år. Ikke mindst i lokalområdet, hvor der har været brug for en økonomisk håndsrækning.

Faktisk har Lions Club i Vrå netop haft 40 års jubilæum, så i den anledning skulle der gives ekstra mange penge ud til gode formål.

Og her blev der blandt andet doneret hele 25.000 kroner til projektet ”Glade Børn I Cambodja”. Pengene er øremærket transporten af en hel container med hjælp til fattige børn i det asiatiske land.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg altid har været fortaler for at bruge pengene lokalt, men det her er også lidt lokalt, smiler Leif Sørensen.

For en af mændene bag projektet i Cambodja er Thomas Bræmer, som har trådt sine barnesko i Vrå, men nu er flyttet til det fjerne østen.

Han har sammen med vennen Thomas Christensen startet projektet, som egentlig ”bare” startede med et ønske om at lave legepladser til de fattige børn i Cambodja.

- Da vi havde givet en ny legeplads til en skole, fandt vi ud af, at de manglede toiletter. Der var en skole i Cambodja med 400 børn, der faktisk ikke havde toiletter. Så tænkte vi, at de i virkeligheden havde haft mere brug for toiletterne end legepladsen, fortæller Thomas Bræmer.

Nu er de to venner så heldigvis ikke nogen, som bare vender ryggen til og går videre til næste projekt. Nej, de er nu i fuld gang med at finde penge til toiletter til skolen.

Akkurat som de tidligere - i øvrigt med 200 dollars fra Lions Club i Vrå - havde sikret rent drikkevand til en anden skole.

De vil dog fortsat gerne samle legetøj sammen i Danmark, som de kan sende til Cambodja. Umiddelbart lyder det nemmere bare at donere penge og så købe legetøjet i Cambodja.

- Der er faktisk ikke legetøj i Cambodja, siger Thomas Bræmer.

Derfor samler de ind blandt hjertevarme danskere, men det skal ikke være legetøj, som er afhængige af strøm eller batterier. De fattige vil ikke bruge penge på nye batterier, når de har svært ved at få råd til mad.

Ellers kan alt bruges og bliver nu samlet sammen i en lagerhal i Hundelev, som Lions Club i Vrå har skaffet de to venner.

Til oktober skal den første container gerne være fyldt og klar til at blive sendt til Cambodja.

Du kan læse meget mere på www.facebook.com/boernicambodja og på boern-i-cambodja.dk om, hvordan du kan være med til at støtte de to venners kamp for glade børn i Cambodja. toto

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden