Kæmpesommerhuse møder modstand i nordjysk ferieby
Kæmpesommerhuse er populære feriemål, men en stor plan for 10 nye sommerhuse i størrelsen 300 kvadratmeter vækker vrede og modstand i Nørre Lyngby
Opdateret 06. september 2023 kl. 15:23
NØRRE LYNGBY: Det er populært at samles flere generationer eller flere familier under samme tag i et meget stort sommerhus, men de store sommerhuse på op til 300 kvadratmeter og plads til 20 gæster eller flere er ikke altid voldsomt populære hos naboerne.
I Hjørring Kommune er en ny debat om de store sommerhuse under opsejling. En fordebat for en ny lokalplan, der giver mulighed for at opføre 10 kæmpesommerhuse og 10 "almindelige" huse i ét nyt sommerhusområde ved Helliedievej i kystbyen Nørre Lyngby, har foreløbig givet mange indsigelser fra naboer og grundejerforening.
Indsigerne frygter, at store sommerhuse vil betyde en øget belastning i af området med flere mennesker, mere aktivitet, trafik, fester og uro, og derved en støjbelastning for området.
Indsigelserne kommer typisk fra de omkringliggende sommerhusområder, som er bange for, at den fred og ro og uspoleret natur, som de kender i dag, vil blive ødelagt.
Flere er også bekymrede for, at de store sommerhuse vil ændre turistsammensætningen i Nr. Lyngby, så bl.a. børnefamilier og andre, der søger fred og ro, vil blive skræmt væk.
Frygt for sommerhusslum
Hvis ”Store Sommerhuse” ikke skal være ”aben”, uanset hvor de placeres, er det vigtigt, at de placeres i omgivelser, hvor naboer ikke generes. Man kan ikke bare placere en række store sommerhuse tæt ved siden af hinanden. Så skaber man sommerhusslum", skriver formand for den store Nørre Lyngby Grundejerforening med 230 medlemmer, Jesper Sønderkjøge i foreningens indsigelse.
I en analyse, som Hjørring Kommune lavede i efteråret 2021, blev der udpeget nogle mulige områder til de store sommerhuse, heriblandt området i Nørre Lyngby.
Kommunen mener ikke, at 10 af de store sommerhuse her vil give en væsentligt større belastning af de andre sommerhusområder og omgivende natur, end 10 sommerhuse i "almindelig størrelse".
- Analysen var kun et arbejdsværktøj, og efter min mening kræver det bred politisk enighed at lave nye lokalplaner for de her store sommerhuse. Men jeg mener, at netop dette område er egnet. Turisterhvervet efterspørger i stigende grad de store sommerhuse, siger formand for teknik og miljøudvalget, Søren Homann (K).
Teknik og miljøudvalget besluttede på et møde tirsdag at arbejde videre med processen for en ny lokalplan. Der vil senere i forløbet komme en ny offentlig høring, inden lokalplanen skal endelig vedtages.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.