Her vil kommune tillade mega-sommerhuse

Efter protester over de meget store sommerhuse bliver der snart klare regler i Hjørring Kommune

De store sommerhuse med plads til måske 20 personer er blevet et eftertragtet produkt på udlejningsmarkedet. Men de kan også virke voldsomme og vække protester i nabolaget, fordi de betragtes som små badehoteller med mere trafik og støjgener.

Der var voldsomme protester i et sommerhusområde i Nørre Rubjerg sidste år, hvor en grundejer fik lov til at opføre et hus 300 kvadratmeter i et gammelt sommerhusområde.

Nu har kommunen gennemgået lokalplanerne i samtlige sommerhusområder i Hjørring Kommune, og politikerne lægger op til at udpege nogle bestemte områder, hvor de store sommerhuse kan opføres.

Sommerhuset i Nørre Rubjerg, der vakte voldsom kritik i nabolaget.

Sommerhuset i Nørre Rubjerg, der vakte voldsom kritik i nabolaget.

- De store sommerhuse er helt klart et eftertragtet produkt, som vi har brug for, for at udvikle vores turisme og skaffe mere overnatningskapacitet. Men vi må også erkende, at de ikke kan ligge alle steder, siger borgmester, Søren Smalbro (V).

På baggrund af en analyse bliver det derfor nu områder på tre lokaliteter, som bliver udlagt til de store sommerhuse, der typisk vil være større end 150 kvadratmeter.

Der bliver tale områder i Tornby, Nr. Lyngby og Løkken, som en kommende kommunal planlægning vil åbne mulighed for. Til gengæld vil det ikke blive givet tilladelser til flere store sommerhuse i andre populære sommerhusområder som fx. Tversted, Kjul, Skallerup og Lønstrup.

- Her vurderer analysen, at der vil være for mange konflikter med det øvrige sommerhusbyggeri eller naturværdierne i området, siger Søren Smalbro.

Et eksempel i Tornby er det område ved Kragemarken, som nu bliver udlagt til de store sommerhuse. Det ligger ud til hovedvejen, som vurderes at være mindre attraktive for traditionelle sommerhuse. Derimod vurderes et andet området Øksenbækvej i Tornby at være uegnet til de store sommerhuse, da det vil forstyrre områdets ro og private atmosfære og også forringe forhold for naturen i området.

Sommerhus-analysen slår fast, at de store sommerhuse nogle steder kan skabe en udvikling, som helt ændrer områdets karakter og forandrer værdierne i områderne, fordi den kommunale planlægning ikke ikke er fulgt med. Det er ikke kun størrelsen på sommerhusene, der spiller ind, men også elementer som hegn og hække, fjernelse af beplantning, villa-lignende haver og belægning i indkørsler, der har stor betydning for områdets karakter og kvalitet.

Udfordringen omkring sagen i Nørre Rubjerg var, at en gammel lokalplan blot fastsatte en bebyggelsesprocent på grundene, og da der var flere store grunde, var det fuldt i tråd med lokalplanen at opføre et stort sommerhus. Der har også, efter omtalen af sagen, været interesse for at bygge andre lignende store sommerhuse i det område, men kommunen slået bremsen, indtil der bliver vedtaget nye overordnede retningslinjer, og Nørre Rubjerg bliver altså ikke en af stederne, så her bliver lokalplanen ændret.

- Vi forventer sagen afsluttet med de nye områder til mega-sommerhuse her i løbet af foråret. Snart bliver sagen behandlet i teknik og miljøudvalget, siger Søren Smalbro.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.