16-årig krænkede lille pige
Retten i Hjørring har idømt dreng 14 dages betinget fængsel
Opdateret kl. 07:56
HJØRRING: En 16-årig dreng er ved Retten i Hjørring idømt 14 dages betinget fængsel for at have blufærdighedskrænket en ni-årig pige.
Det skete i november sidste år, hvor han sendte et intimt billede over Snapchat til pigen. Den 16-årige og pigen havde ingen forudgående relation til hinanden.
Pigens far anmeldte forholdet til politiet. Udover den betingede fængselsdom blev den 16-årige også pålagt at betale en erstatning på 5000 kroner til pigen.
Flere upassende fotos
Den 16-årige fik desuden beslaglagt sin iPad, da han i januar i år var i besiddelse af en mængde upassende fotos af personer under 18 år i sin Dropbox. Dette var sagens andet forhold.
Den 16-årige havde i forvejen erkendt begge forhold.
I retten forklarede han, at han ikke havde tænkt sig om, og at han i dag godt kan se, at det var dumt.
Han modtog dommen.