17-årig nordjyde har vundet VM og to millioner kroner
Anders Vejrgang har taget turen fra Hjørring til Saudi Arabien, hvor han har vundet VM i FIFA
Opdateret kl. 19:19
HJØRRING: 17-årige Anders Vejrgang fra Hjørring har vundet VM i det virtuelle fodboldspil FIFA, som blev afholdt i Saudi Arabien.
Det skriver Ekstra Bladet.
Med sejren, som kom i hus søndag aften, følger en præmiesum på 300.000 dollars eller lige omtrent to millioner kroner.
- Det var en stor oplevelse. Det er klart det største, jeg nogensinde har vundet, siger Anders Vejrgang til Ekstra Bladet.
Anders Vejrgang sejrede sammen med sin holdkammerat hos RB Leipzig Umut Gültekin. Sejren blev vundet over to britiske spillere fra Team Futwiz Europe i finalen.
Opnået det største mål
Den 17-årige nordjyde har for længst slået sit navn fast som en dygtig FIFA-spiller, og allerede som 14-årig vandt han to gange over den daværende verdensmester.
Sidste år talte Nordjyske med Anders Vejrgang, da han netop var blevet 16 år, som er minimumsalderen for at deltage i de store turneringer i FIFA og spille med på landsholdet.
- Kampene bliver jo mere seriøse nu. Der er noget mere på spil, så det bliver fedt. Men jeg går ind til kampene, som jeg altid har gjort: For at vinde, sagde Anders Vejrgang ved den lejlighed.
Han erklærede, at hans helt store mål var at vinde VM-titlen, og det kan altså nu sætte flueben ud for.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.