Tyveri

68.700 kroner hævet fra stjålet dankort

Tyv hævede løs på ældre mands dankort, mens han lå på sygehuset

Foto: Henrik Bo

HJØRRING: Nordjyllands Politi efterlyser den mand, der mistænkes for at have brugt et stjålet dankort til at hæve næsten 70.000 kr. fra en ældre mand.

1. december sidste år blev den ældre mand indlagt på sygehuset efter et fald, og mens han derfor ikke var hjemme, blev der mellem den 5. og 15. december brudt ind i hans lejlighed i Hjørring. Her blev der stjålet en kuvert med 6.000 kroner – og samtidig også den ældre mands dankort og kode.

- Vi ved, at der i perioden 15. til 30. december blev foretaget daglige hævninger og køb på internettet for i alt 68.700 kroner, forklarer fungerende politikommissær Thomas Albrektsen, der leder politiets efterforskningscenter i Hjørring.

Politikommissæren oplyser, at alle hævningerne er foretaget i Frederikshavn og hovedparten i Arbejdernes Landsbank i samme by.

Efterforskningen har indtil videre ikke bragt politiet på sporet af den formodede gerningsmand, og derfor håber man nu på offentlighedens hjælp.

Den formodede gerningsmand beskrives som:

- 18-30 år

- Maskeret med mundbind, hue og hætte trukket op

- Ca. 180 cm høj

- Spinkel af bygning

- Iført grå joggingbukser og en mørk dynejakke af ukendt mærke med logo foran og på ærme

Har man oplysninger i sagen kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden