Overgreb på sygehuset

Afsløring: Mindst 19 kvinder har været udsat for overgreb fra gynækolog

Uhyggeligt mange tilfælde er kommet til overfladen, efter Nordjyske skrev om overgreb begået af afdød læge

Denne 60-årige kvinde var den første til at fortælle sin historie. Men nu ser det ud til, at der er foregået uhyggeligt mange seksuelle overgreb mod nordjyske kvinder på sygehuset i Hjørring. Overgrebene er angiveligt begået af en i dag afdød læge på stedet. Foto: Martin Damgård
Denne 60-årige kvinde var den første til at fortælle sin historie. Men nu ser det ud til, at der er foregået uhyggeligt mange seksuelle overgreb mod nordjyske kvinder på sygehuset i Hjørring. Overgrebene er angiveligt begået af en i dag afdød læge på stedet. Foto: Martin Damgård Foto: Martin Damgård

Opdateret 17. april 2024 kl. 09:59

HJØRRING: Et skræmmende antal af nordjyske kvinder har tilsyneladende været udsat for krænkende adfærd på sygehuset i Hjørring. Det står klart efter en undersøgelse, som sygehuset netop selv har gennemført.

Selv om de seksuelle overgreb ligger mange år tilbage i tiden, har 19 kvinder indenfor de seneste to måneder henvendt sig. Samtlige overgreb er angiveligt begået af en i dag afdød læge.

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi har fået så mange henvendelser, siger Søren Hjortshøj, der er lægefaglig direktør ved Regionshospital Nordjylland.

Sagen kom til offentlighedens kendskab, da Nordjyske kort før jul berettede om oplevelserne fra en 60-årig kvinde. Hun blev udsat for et seksuelt overgreb i 1985, da hun som 23-årig var til en gynækologisk undersøgelse hos den pågældende læge på sygehuset i Hjørring.

I de mellemliggende år har kvinden forsøgt at fortrænge sin oplevelse. Men da hun i 2021 endelig lukkede op, fik hun også en klar fornemmelse af, at det blandt personalet var velkendt, at der tidligere var foregået overgreb på sygehuset i Hjørring.

- Åååh, ikke også dig, lød således reaktionen fra en sygeplejerske, som den 60-årige fortalte sin historie til.

Og det har været medvirkende til, at der nu er gennemført en større undersøgelse:

- Vi havde jo selvfølgelig en mistanke om, at der kunne være flere tilfælde. Og det var også på den baggrund, at vi i december åbnede en mulighed for at andre kvinder kunne henvende sig. Men 19 tilfælde er selvfølgelig alt for mange, og vi er rigtigt kede af, at der er så mange kvinder, der har oplevet nogle ting, som der helt åbenlyst ikke burde være sket her på sygehuset, siger Søren Hjortshøj.

Ni skal have psykologhjælp

Den 60-årige kvinde er af Regionshospital Nordjylland blevet tilbudt samtaler med en psykolog hos "Center for Voldtægtsofre" - og også i en række af de nytilkomne sager har kvinderne behov for hjælp til at håndtere deres oplevelser. Sammenlagt har ni kvinder ønsket at bruge den mulighed. De er nu henvist til Nordisk Krisekorps, der har speciale i behandling af traumer, oplyser sygehuset.

Det ser ud til, at der er foregået uhyggeligt mange seksuelle overgreb mod nordjyske kvinder på sygehuset i Hjørring. Overgrebene er angiveligt begået af en i dag afdød læge på stedet. Arkivfoto: Torben Hansen

- Åbner vi først op for et ældre traume - hvilket vi allerede har gjort - er vi også forpligtigede til at lukke det igen på en forsvarlig måde. Det er vigtigt for os, at de berørte får den hjælp, de har behov for. Nordisk Krisekorps har den faglige ekspertise på området, og vi er glade for at kunne tilbyde kvinderne et forløb hos dem, siger Søren Hjortshøj.

Samtlige kvinder har desuden fået en beklagelse fra hospitalet for den krænkelse, de har oplevet.

- Det er forfærdeligt

Den 60-årige kvinde ønsker fortsat at være anonym overfor offentligheden. Men til Nordjyske reagerer hun sådan her på nyheden om, at 19 kvinder nu har henvendt sig:

- Det er forfærdeligt og totalt skræmmende. Og jeg er også nødt til at sige, at selv om 19 personer nu har henvendt sig, så er der da helt sikkert også mange, der ikke har gjort det. Det er helt grotesk, at det har kunnet foregå - og det understreger for mig også, at der er nogen på sygehuset, der har kendt til det her, siger hun.

- Der kan jo være flere hundrede kvinder, der har været udsat for noget. Han må jo have gjort det alle de gange, hvor han har kunnet komme af sted med det. Når der er så mange tilfælde, så er det jo et mønster. Jeg bliver simpelthen så rasende over, at man i det job (som gynækolog, red.) - og med den autoritet, som en læge har - kan gøre sådan noget.

Denne 60-årige kvinde var den første til at fortælle sin historie. Men nu ser det ud til, at der er foregået uhyggeligt mange seksuelle overgreb mod nordjyske kvinder på sygehuset i Hjørring. Overgrebene er angiveligt begået af en i dag afdød læge på stedet. Foto: Martin Damgård Foto: Martin Damgård

Den 60-årige fortrængte i mange år sin oplevelse. Og faktisk var det også tæt på - kort før artiklen blev bragt i Nordjyske - at hun havde droppet sit forsøg på at fortælle sin historie.

- Nu er jeg glad for, at jeg har fortalt om det. Men det har også haft en pris for mig rent personligt, for der er jo nogle ting, som jeg lige pludselig er blevet nødt til at forholde mig til. Men samtidig med at jeg bliver ked af at forholde mig til oplevelserne, så er der også en lettelse i det. Min krop har hele tiden slæbt en form for uro og ubehag med sig, og det er først nu, at jeg kan begynde at håndtere det sammen med min psykolog. Men nu får jeg noget hjælp, så jeg ikke længere skal gå og føle, at det var mig, der gjorde noget forkert. Og det føles trods alt godt.

- Det er ikke særligt sjovt at have sådan en oplevelse med sig i form af et "spøgelse" igennem hele sit voksne liv - men nu skal det begraves og ud af mit liv, siger hun.

Mørketal spøger

Selv om 19 kvinder altså nu har meldt sig, er det reelle antal af ofre formentlig langt højere. Men hvor mange det handler om, det kan ifølge Søren Hjortshøj være umuligt at fastslå.

- At vi har fået 19 henvendelser i sagen er jo ikke ensbetydende med, at vi har kontakt med alle. Omvendt håber jeg, at de kvinder, der har rakt ud til os - er dem, der i størst grad har behov for, at vi tilbyder en form for støtte til dem. Men jeg kan bestemt ikke afvise, at der kan være et mørketal, som vi ikke kender størrelsen af, siger Søren Hjortshøj.

- Vi bliver nok ikke meget klogere på antallet, men det er klart, at når sagen nu beskrives igen, så kan der være andre, der erindrer nogle ting - og der er man selvfølgelig fortsat velkommen til at henvende sig til os.

- At vi har fået 19 henvendelser i sagen er jo ikke ensbetydende med, at vi har kontakt med alle. Omvendt håber jeg, at de kvinder, der har rakt ud til os - er dem, der i størst grad har behov for, at vi tilbyder en form for støtte til dem. Men jeg kan bestemt ikke afvise, at der kan være et mørketal, som vi ikke kender størrelsen af, siger Søren Hjortshøj, lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.

Den pågældende læge var ansat på hospitalet fra midten af 1960'erne og frem til omkring 1990. Oplevelserne fra de 19 kvinder kan dateres til en periode fra 1970'erne og frem til slutningen af 1980'erne.

- En tavs viden

Som nævnt har en del af hospitalets undersøgelse handlet om at række ud mod andre mulige ofre - men en anden del har fokuseret internt, hvor det er undersøgt, om der var kendskab til de mange episoder.

- Vi har prøvet at finde ud af, hvem der vidste hvad. Men der er på ingen måde rapporteret noget ind om det her - og det har også gjort, at man ikke har kunnet reagere fra ledelsesside.

Men man har jo klart et indtryk af, at der har været viden om det her på gangene blandt personalet på sygehuset. Hvad tænker du om det?

- Der kan meget vel have været en form for tavs viden, som ikke er bragt ud i det åbne.

Ifølge Søren Hjortshøj kan det være svært konkret at forklare, hvorfor det var sådan dengang.

- Vi har indtryk af, at folk måske har haft svært ved at gå ud og tale organiseret om det her. Derfor har folk holdt det indenfor deres egen privatsfære, selvom de oplevede en overskridelse af deres egne grænser - og især også af patienternes grænser. Så man er ikke gået nogen steder hen med det, fastslår Søren Hjortshøj.

- Men jeg vil i den forbindelse også sige, at jeg er sikker på, at tiden er en anden nu. Hverken medarbejdere eller patienter vil tolerere sådan noget i dag.

Ingen erstatning

I og med at der altså tilsyneladende har været en form for kendskab til de seksuelle overgreb på sygehuset i Hjørring, så er det også nærliggende at overveje, om der kan blive tale om en økonomisk erstatning til ofrene. Og det spørgsmål har Regionshospital Nordjylland allerede beskæftiget sig med.

- Vi har haft det forbi vores juridiske afdeling, og det er sådan, at der er en forældelsesfrist i forhold til det her, der gør, at det kan der ikke umiddelbart blive tale om. Men det er også derfor, at vores hovedprioritet har været at hjælpe de her kvinder. Vi kan kun beklage det her dybt - men vi kan ikke gøre det op i penge i dag, siger Søren Hjortshøj.

Sagen har dog givet anledning til, at procedurerne kigges igennem igen - for at sikre, at overgreb ikke sker i regi af sundhedsvæsenet.

- Vores hospital gør i forvejen meget ud af, at patienterne skal kunne føle sig meget trygge overalt. Og særligt på gynækologisk afdeling har man jo folk i sårbare positioner - så jeg ved jo, at man eksempelvis arbejder med, at der altid er to personer til stede ved en undersøgelse, så folk kan føles sig trygge i det. Der vil være hele tiden være initiativer til at forbedre patienternes tryghed, men det er naturligt, når der er sådan en sag, at så tager vi en runde mere for at se på, om vi gør det godt nok.

Det ser ud til, at der er foregået uhyggeligt mange seksuelle overgreb mod nordjyske kvinder på sygehuset i Hjørring. Overgrebene er angiveligt begået af en i dag afdød læge på stedet. Arkivfoto: Torben Hansen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden