Alvorligt styrt: Hjørring-rytter brækker kæben

Team Hjørring-rytter styrtede tirsdag i Tyskland på vej mod Paris - han og familien er nu udgået

Thomas Nielsen
Fredag eftermiddag sagde rytterne farvel til borgerne i Hjørrings bymidte, inden lørdagens afgang.Foto: Team Hjørring
Trafikuheld 10. juli 2019 08:39 - Opdateret 10. juli 2019 09:53

HJØRRING: Tirsdag gik det galt på 5. etape for Team Hjørring, der består af 75 ryttere, der har sat kursen mod Paris på cykel.

En af deltagerne på turen - John Egede Jeppesen, Tolne - styrtede 40 kilometer før mål på dagens 170 kilometer lange etape, da der blev bremset i feltet og nogle ryttere derfor kom for tæt på hinanden.

Team Hjørrings eget sundhedspersonale var hurtigt fremme for at assistere, mens man ventede på ambulancen.

På hospitalet i Køln er det efterfølgende blevet konstateret, at John Egede Jeppesen har brækket kæben, og han skal undersøges yderligere i dag.

Johns kone, Tukummeq, og sønnen, Sebastian, er også med på turen, og de blev kort efter kørt til hospitalet også.

- De har nu snakket med John og kan fortælle, at han har det godt efter omstændighederne, oplyste løbsledelsen ved midnatstid mellem tirsdag og onsdag via et Facebook-opslag, hvor man orienterer om ulykken.

Turen er dermed slut for de tre, mens resten af holdet cykler videre.

En del af rytterne - blandt andet Sebastian - er på løbets ungehold, Team Hjørring Youth.

Der knytter sig faktisk lidt en skades-historik til familien Jeppesen: For to år siden - løbet afvikles kun hvert andet år - styrtede Sebastian under forberedelserne og pådrog sig en hjernerystelse, hvorfor han ikke kunne komme til Paris på cykel.

Foreningen Team Hjørring er en paraplyforening, der har som formål at støtte sundhed, sport og kultur i Hjørring Kommune.

Et af formålene er også, at man vil give en gruppe unge, der går på skoler i Hjørring kommune, en særlig oplevelse - og i år tæller Team Hjørring Youth 15 ryttere.

Der er også knyttet et serviceteam på knap en snes personer til turen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...