Anderledes konfirmation i Bistrupkirken
Ansatte ved Bistrupkirken i Hjørring har lagt sig i selen for at tænke kreativt, så årets konfirmander får en særlig oplevelse på trods af deres udskudte konfirmationer og corona-retningslinjer.
Når årets konfirmander skal bekræfte den kristne tro i Bistrupkirken i Hjørring, bliver det ved en noget anderledes konfirmation, end traditionen foreskriver.
- Vi vil jo alle gerne gøre, som vi plejer, både os som arbejder ved kirken og formentlig også konfirmanderne og deres familier. Men det er ikke muligt i år pga. af de mange restriktioner, som er kommet fra Kirkeministeriet og i det hele taget fra Regeringen for at undgå smittespredningen, siger sognepræst i Bistrupkirken Birte Maarup Iversen.
Som alle ved, skal der holdes afstand, og i første omgang var spørgsmålet, om klasserne skulle deles op. Men de kommende konfirmander havde alle et ønske om at blive konfirmeret sammen med hele klassen og ikke blot i små grupper af fem konfirmander ad gangen.
- Derfor var vi nødt til at tænke et alternativ, hvor vi kunne få alle fra klassen konfirmeret på én gang, og samtidig skulle de gerne have nogle gæster med – i hvert fald de allernærmeste i familien, siger Birte Maarup Iversen.
Men hvad gør man så? Dét fandt man en kreativ løsning på i Bistrupkirken. Det er nemlig sådan, at hvis man skal synge i kirke, skal afstanden mellem husstande være to meter, men hvis man ikke skal synge, kan man nøjes med én meters afstand.
Det fik Bistrupkirken til at lave en aftale med den nordjyske vokalgruppe Vellyd, som skal synge i kirken under konfirmationerne i stedet for fællessang.
- Det var i første omgang ret svært for mig som præst at vælge sangen fra, da sang er en fundamental del af menighedslivet og derfor gudstjenesten. Men jeg valgte at lytte til mine konfirmanders ønske, og man kan sige, at vi har valgt antallet af konfirmander og gæster til i stedet for fællessang, siger Birte Maarup Iversen.
Vellyd
Vellyd er en vokalgruppe med nordjyske rødder. Den består af sangerne Natasja Becker Vinther, Heidi Bisgaard Jondahl og Anders Hornshøj Laugesen.
- Vi glæder os til at prøve at synge på denne måde til en konfirmation. Det er jo noget anderledes, når ingen må synge med, men vi glæder os til at levere en forhåbentlig god trestemmig sangoplevelse, der kan være med til at gøre dagen til noget ganske særligt for konfirmanderne, siger Anders Hornshøj Laugesen.
Han synes, det er flot af Bistrupkirken at vælge rytmisk sang til konfirmationerne.
- Vi skal synge en salme, men vi skal også synge andre sange, som man normalt ikke synger i kirken. Herunder Alberte Windings ”Lyse Nætter” og så synger vi også en, som jeg tror, at samtlige konfirmander kender og kan relatere til, nemlig Ed Sheerans ”Perfect”, siger Anders Hornshøj Laugesen.
Et anderledes forår
Birte Maarup Iversen er sikker på, at årets konfirmationer i Bistrupkirken bliver en stor oplevelse for alle. Alle kirkens ansatte og frivillige har i hvert fald lagt sig i selen for at gøre konfirmationsdagene til noget ganske særligt for de elever, som skulle have været konfirmeret 8., 9. og 10. maj, men som nu er blevet til 8. klasses elever, der skal konfirmeres 29. og 30. august. Og det er ikke kun selve konfirmationen, der bliver anderledes. Det har undervisningen op til også været.
- Det har været et specielt og anderledes forår, hvor jeg har måttet undvære konfirmanderne, og hvor vi kun har kunnet kommunikere over mail. Men der har været stor forståelse fra konfirmander og konfirmandforældre, hvilket jeg er meget taknemmelig for, for jeg kan sagtens forstå, hvis der har været meget frustration i forhold til deres planlægning, siger Birte Maarup Iversen.
I alt skal der konfirmeres 53 konfirmander fra Bistrupkirken i år. Der er tale om elever fra Bagterpskolen. Alle konfirmander må have syv gæster med, og dermed er kirken altså lukket for ikke-inviterede. Det hele for at sikre at kirken lever op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinjer.
- Vi har måttet indkalde flere kræfter til at få gjort alt det praktiske omkring konfirmationerne, men heldigvis har vi mange frivillige og gode kræfter, som ønsker, at konfirmanderne får en festlig dag. Vi skal sørge for, at der bliver holdt afstand, at vi ikke står og samler os for mange på et sted, at der bliver gjort rent efter hver konfirmation og at alle deltagere føler sig trygge ved situationen, siger Birte Maarup Iversen.
7.A (nu 8.A) skal konfirmeres lørdag den 29. august kl. 9.
7.B (nu 8.B) skal konfirmeres lørdag de 29. august kl. 11.
7.C (nu 8.C) skal konfirmeres søndag den 30. august kl. 10.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.