Spritstiv lastbilchauffør anholdt: Promille på over 2
Chaufføren ville ombord på færge

Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
HIRTSHALS:En 36-årig ukrainsk chauffør forsøgte lørdag eftermiddag at komme på en færge til Norge fra Hirtshals. Det viste sig, at han havde for meget alkohol i blodet til at køre sin lastbil.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.
Det var medarbejdere på færgeselskabet ColorLine, der havde en mistanke om, at chaufføren var for fuld til at køre. De valgte at tilbageholde manden og tilkalde politiet.
Da patruljen ankom til stedet, viste formodningen sig at være rigtig, da chaufføren i to omgange fik alkometeret til at vise over 2.
Manden blev anholdt sigtet for spritkørsel og fik i første omgang ikke lov til at tage til Norge. Lørdag nat sover han sin rus ud ved politiet.
I løbet af søndag skal politiet afgøre, om de vil rejse sagen mod den 36-årige mand.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.