Anmeldelserne var i top - i længden blev det bare for surt
Ambitionerne var høje, og starten var succesfuld - men der kom malurt i bægeret
Opdateret kl. 07:00
De vendte det hele på hovedet, da de overtog stedet i 2018.
Nu skulle den gamle bodega-stemning skiftes ud med højt belagt smørrebrød, frokosthygge, portvinsaftner, café-menu, hattefest for kvinder og flere hundrede forskellige slags spiritus - ikke mindst gin og bjesk - på hylderne.
Nye tider. Nye ideer. Og længe gik det helt efter planen.
Gæsterne var mange, anmeldelserne i top, men så dryppede en kinesisk virus malurt i bægeret.
Som for så mange andre restaurationer blev coronapandemien et dyrt bekendtskab for værtsparret Kristian Kjærgaard Larsen og Pernille Hedegaard på restaurationen Bounty i den idylliske ferieby Lønstrup.
31. august i år drejede de for sidste gang nøglen rundt på stedet, og nu har Retten i Hjørring på begæring af Erhvervsstyrelsen taget det selskab, Hedegaard-Larsen ApS, som parret drev Bounty med, under konkursbehandling.
Det fremgår af Statstidende og bekræftes af advokat Søren Ehlert fra advokatfirmaet HjulmandKaptajn, der er indsat som kurator.
- Corona var en hård tid, og lige siden har vi forsøgt at rette op. Vi har løbet stærkt - også for stærkt. Det var en skam, vi ikke kunne holde ved, men jeg kender ikke nogen, der vil blive ved med at gå på arbejde og tage penge med. Det gjorde jeg i et par år, og det blev altså for meget, forklarer Kristian Kjærgaard Larsen.
Længe før den sidste åbningsdag 31. august begyndte han og Pernille Hedegaard at lede efter nogen, der vil løfte opgaven efter dem som værter på Bounty, der i mange år har været velbesøgt. Ikke bare af feriebyens gæster, men også af byens egne borgere.
- Men det har været svært, for det skal være nogen, der vil lægge deres hjerteblod i det. Vil man det, kan man sagtens tjene penge dernede. Men fordi jeg også arbejder i udlandet, har vi været nødt til at lægge mange lønkroner dernede. Vi forsøgte at få det til at hænge sammen, forklarer Kristian Kjærgaard Larsen.
Han vil ikke sætte kroner og øre på, hvad eventyret på Bounty har kostet.
- Men vi kommer da til at skulle betale nogle penge til banken. Men det er så, hvad det er.
Parret vil fremover koncentrere sig om driften af et andet serveringssted i Lønstrup, nemlig Café Havblik, der er nærmeste genbo til Michelin-restauranten Villa Vest. Der har Pernille Hedegaard haft ansvaret siden 2017, og caféen drives af et andet selskab, som er helt uafhængigt af det selskab, der nu er taget under konkursbehandling.
Bygningerne, som Bounty ligger i, ejes af selskabet Lido Lønstrup ApS.
Bag det selskab står to kendte Lønstrup-borgere, nemlig Svend Bjørnager og Bent Olesen.
Konkursen i Lønstrup er ikke den første, der har ramt populære spisesteder i Vendsyssel.
Indenfor den seneste uge har Nordjyske først kunnet fortælle, at Café & Restaurant Kokkenes i Skagen har lukket dørene og sendte medarbejderne hjem, for siden også at berette, at Nannun Mok, der står bag Sæby Grillen, er begæret konkurs.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.