Arne blev lagt ned af corona - men hans virksomhed er sundere end nogensinde

Trods covid-19 så vokser egenkapitalen i nordjysk firma endnu en gang

Arne Andersen kan konstatere, at pengetanken i hans entreprenørselskab er større end nogensinde før. Arkivfoto: Bente Poder

Arne Andersen kan konstatere, at pengetanken i hans entreprenørselskab er større end nogensinde før. Arkivfoto: Bente Poder

Opdateret med rettelse. I den første version af artiklen var der byttet om på tallene for årsresultaterne efter skat for henholdsvis 2018 og 2020. Fejlen er nu rettet.

VRÅ:Det var noget af en rutsjebanetur at føre entreprenørfirmaet Arne Andersen Vrå A/S gennem 2020. Covid-19 stoppede for godt et år siden det meste af aktiviteten kortvarigt - men derefter kom der igen kog under kedlerne. Og derfor ender det faktisk slet ikke så ringe, når man ser på regnskabet for 2020.

I en tidligere artikel her på nordjyske.dk har man kunnet læse, hvordan indehaveren Arne Andersen selv var gennem et dramatisk coronaforløb i løbet af 2020 - men virksomheden har det tilsyneladende bedre end nogensinde.

"Meget tilfredsstillende og over de oprindelige forventninger" skriver virksomheden således selv, når de skal beskrive resultatet af anstrengelserne i kalenderåret.

Ganske vist er overskuddet efter skat faldet fra godt 53 millioner kroner i 2019 til 51 millioner kroner i 2020 - men overskuddet har givet anledning til at polstre virksomhedens pengekasse yderligere, således at egenkapitalen nu er oppe på 72,4 millioner kroner.

- Hos Arne Andersen Vrå A/S er vi ovenud tilfredse med, at vi har formået at holde os i vækstsporet. Tallene på bundlinjen overstiger langt de oprindelige forventninger for året. Når vi ser tilbage på 2020 har vi både oplevet udskudte projekter, regional nedlukning i efteråret og haft forlængede opstartsperioder på flere projekter. Heldigvis har der alene været tale om tidsmæssig forskydning og ikke tabte ordrer, fortæller den administrerende direktør Erik Pedersen i en pressemeddelelse.

- Vores aktivitetsniveau har ikke helt nået det rekordhøje niveau, som vi oplevede i 2019, men må siges at være ganske pænt årets udfordringer til trods, siger Erik Pedersen, direktør for Arne Andersen Vrå A/S. PR-foto: Arne Andersen Vrå A/S

- Vores aktivitetsniveau har ikke helt nået det rekordhøje niveau, som vi oplevede i 2019, men må siges at være ganske pænt årets udfordringer til trods, siger Erik Pedersen, direktør for Arne Andersen Vrå A/S. PR-foto: Arne Andersen Vrå A/S

- Vores aktivitetsniveau har derfor ikke helt nået det rekordhøje niveau, som vi oplevede i 2019, men må siges at være ganske pænt årets udfordringer til trods. Vi er en rendyrket entreprenørvirksomhed uden egen projektudvikling, så resultatet er skabt på byggepladserne i et stærkt samarbejde mellem håndværkerne, vores projektledere, kunder og underentreprenører.

Udover lønkompensation på cirka 400.000 kroner i forbindelse med den regionale nedlukning, har selskabet ikke modtaget offentlige tilskud relateret til covid-19, oplyses det i årsregnskabet

Appetit på mere end Nordjylland

Tidligere har virksomheden primært haft Nordjylland som arbejdsplads, men den finansielle styrke samt øget kompetenceudvikling har skabt grundlag for at udvide den geografiske dækning, forklarer Erik Pedersen:

- Vi oplever efterhånden efterspørgsel fra flere regioner på vores kerneforretning, som er større total- og hovedentrepriser, erhvervsbyggeri, fagentrepriser samt landbrugsbyggeri. Det betyder også, at vi er bedre rustet til at håndtere eventuelle lokale udsving i byggeriets aktivitetsniveau.

Med hensyn til de regnskabsmæssige forventninger til 2021 skriver virksomheden følgende i årsregnskabet:

"Selvom der ses et stigende prisniveau samt forlængede leveringstider på byggematerialer, forventes der med udgangspunkt i den aktuelle ordrebeholdning, som rækker udover det kommende regnskabsår også i 2021 et aktivitets- og indtjeningsniveau, der kan sikre et tilfredsstillende overskud".

Fokus på samfundsansvar

Hos Arne Andersen Vrå A/S har man et mål om, at cirka 10 procent af medarbejderstaben skal være lærlinge, hvor der ikke skelnes til køn eller etnicitet, ligesom der skal være plads til mindre ressourcestærke medarbejdere.

- I det forgangne år har det været en særlig glæde at kunne indfri vores mål om inklusion i lærlingeregi og samtidig have modtaget Drop In-prisen af Aalborg Kommune som en anerkendelse af vores evne og vilje til at integrere medarbejdere, som har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, lyder det fra Erik Pedersen.

Desuden er selskabets mål om, at minimum et af de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer i selskabet skal være kvinder inden 2023 allerede blevet opfyldt i 2020.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.