Arturs fangede farverne på sit kamera
Arturs' interesse for nordlys har efterhånden vokset sig så stor, at han nu følger trofast med i, hvornår de dansende farver vil vise sig på himlen - og noget tyder på, at det kan ske igen allerede i aften

Arturs Pirazkov tager naturbilleder, som han ofte deler i en lokal Facebookgruppe. forleden fangede han nordlys på sit kamera. Hirtshals 26. marts 2022 Foto: Arturs Pirazkov
HIRTSHALS:Det kan godt være, tålmodigheden bliver sat på prøve, men når først det farverige lys smyger sig over den mørke og stjerneklare himmel, er den lange ventetid det hele værd.
Det mener i hvert fald Arturs Pirazkov fra Hirtshals, der for fjerde gang bare i marts måned var heldig at fange nordlys på sit kamera, da han og en ven i går, lørdag, tilbragte deres aften på Husmoderstranden i Hirtshals.
- Når vi ser det, siger vi ingenting til hinanden. Vi er altid i chok, fortæller Arturs Pirazkov.
Hvad er nordlys?
Nord- og sydlys opstår, når elektrisk ladede partikler fra solen rammer jordens magnetfelt.
Der er altid polarlys omkring nord- og sydpolen, men når der kommer mange partikler fra solen, eller hvis der er meget kraftige forstyrrelsen i jordens magnetfelt, kan nordlyset strække sig længere sydpå.
Kilde: Planetarium.dk
Det var omkring klokken 21.30, Arturs Pirazkov pludseligt fik øje på et grønligt lys på himlen over havet, som voksede sig større og større. Efter noget tid kunne han også se gule, violette og lyserøde nuancer. Klokken 23.00 var lyset forsvundet igen.
- Jeg tror også, det kommer i dag
Siden Arturs så nordlys for første gang, er hans interesse for de dansende farver kun blevet større, og han har efterhånden undersøgt fænomenet så meget, at han på forhånd ved, hvilke dage han kan forvente at se nordlys.
En af de dage var i går, og også i dag, søndag, forventer Arturs at se nordlys på stranden i Hirtshals.
- Jeg tror også, det kommer i dag, og i dag bliver det endnu større, siger han.
- Det er ikke noget, jeg tror. Det er noget, jeg ved, griner Arturs Pirazkov.
Hvornår på aftenen, man kan forvente at se nordlys, kan han dog ikke sige noget om. Flere gange har Arturs og hans følgeskab ventet i over seks timer på standen, inden det helt særlige lys viste sig på himlen.
- Det var koldt, men en stor wow-oplevelse, siger han.
- Vi er jo i Danmark, og der er mange faktorer, der spiller ind. Skyerne, regn og afstanden til byens lys, forklarer han.
Se billederne, som Arturs Pirazkov tog på sit kamera lørdag på Husmoderstranden i Hirtshals
Arturs fortæller, at det ikke altid er lige let at se nordlyset med sine egne øjne, fordi det kan se hvidligt ud. Hvis man indstiller sit kamera korrekt, vil man imidlertid være i stand til at se de flotte farver bedre her på.
Det handler om at finde et sted, hvor lyset fra byen ikke påvirker kameraet. Han foreslår, at man går en smule til venstre for bunkeren på stranden for at nå det bedste spot i Hirtshals.
Arturs lægger ofte billeder af nordlyset og andre naturoplevelser op i den lokale Facebook-gruppe, og flere har da også spurgt ham, om de må komme med ham på en tur.
- Mange tror, at billederne er redigeret i photoshop, men det har jeg slet ikke. De billeder, jeg lægger op, er de samme billeder, som ligger på mit kamera, understreger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.